Efter det brugte brændsel i en årrække er afkølet i bassinet, er det nu klar til at blive flyttet til tøropbevaring. Det gøres i såkaldte tørfaldsbeholdere eller dry casks.
Hvad er en tørfaldsbeholder
Det er kæmpestore betonbeholdere på 190-220 tons, ca. 6 m høje og ca. 2 m i diameter, der kan indeholde 40-50 brændselselementer. Der er flere forskellige modeller som varierer i størrelse og kapacitet.
Påfyldnings operation – Fra kølebassin til beholder
Beholderen placeres inde i en overførselsbeholder som herefter sænkes denne ned i kølebassinet til et område almindeligvis omtalte som læssegraven eller ”loeading pit”.
Brændselssamlingerne overføres fra stativerne i bassinet til overførselsbeholderen. Fyldt op, sænkes låget på overføringsbeholderen. Hele processen forgår under vand i bassinet.
Herefter hejses overføringsbeholderen op og vand pumpes ud af beholderen som fyldes med fyldes med helium, en inert gas, der fjerner varme og forhindre oxidation af brændselselementerne. Den forsegles (svejses eller boltes sammen) via robot teknologi.
Specielt designet seismisk bånd bliver sat omkring beholderen med formål at holde den på plads i tilfælde af jordskælv.
Beholderen transporteres til sidst ud på et lagerområde til opbevaring. De opbevares normalt på atomkraftværket og venter på at anbragt i slutdeponi lagre eller genbrugt som nyt brændsel.
Beholdernes levetid
Når beholderne så står på lager, hvor mange år kan de så holde?
Beholderne er designet med en levetid på omkring eller over 100 år.
Hvis der skulle være tilfælde af nedbrydning eller alderstegen, kan det brugte brændsel altid overføres til en anden ny beholder. Simpelt, sikkert og enkelt.
Beholdernes holdbarhed – hvor sikre er de?
Beholderne er designet og konstrueret til at modstå stort set enhver handling fra mennesker eller naturen: orkaner, tornadoer alvorlige oversvømmelser, ekstreme temperaturer, togulykker og missilangreb.
Beholderne er faktisk blevet testet mod et fuldhastighedstog, og mod missiler.
Disse er så stærke, som mennesker kan gøre dem.
