Kort svar #
Historien har vist, at der ikke er en sammenhæng mellem antallet af lande med atomkraft og antallet af lande med atomvåben. Årsagen er, at produktion af atomvåben altid vil være en politisk beslutning, der ikke afhænger af, om landet har atomkraft eller ej.
Ethvert land i verden kan få kompetencerne til at producere atomvåben, hvis de ville. Selv et land som Nordkorea har formået det. ”Opskriften” på atomvåben forsvinder ikke, selvom man udryddede atomkraft som energikilde. Ganske få lande har dog interesse i at få atomvåben, da man risikerer enormt store konsekvenser fra det internationale samfund, fx hårde sanktioner eller militær indgriben.
Et atomkraftværk er endvidere ikke egnet til at lave våben materiale. Hvis man vil lave et atomvåben, skal man bruge en særligt designet militær produktionsreaktor. Teknisk set ville det ikke være umuligt at gennemføre ombygninger af et atomkraftværk, så det kan bruges til at lave våben materiale, men dette vil være mere besværligt og dyrt end ”blot” at bygge en militær produktionsreaktor.
Hvis et land alligevel vælger at misbruge sit civile atomkraft program til militære formål, så har Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) adskillige sikkerhedsforanstaltninger, der sikrer, at det vil blive opdaget.
Masser af teknologier kan bruges både til våbenproduktion og til fredelige formål. Verden ville være et langt værre sted, hvis vi tillod den slags frygt at dominere, hvilke teknologier vi vil tillade.
Uddybet Svar
Ingen sammenhæng mellem Civil atomkraft og spredning af Atomvåben #
En historisk analyse af forholdet mellem spredning af civil atomkraft og spredning af atomvåben i verden fra 1954 til 2000 viser, at der ikke er sammenhæng mellem brugen af atomkraft og udviklingen af atomvåben [1].
Som figuren nedenfor viser, er der langt flere lande med civil atomkraft som ikke har atomvåben, end lande med atomvåben. Et godt eksempel på den manglende sammenhæng er, at Nordkorea har udviklet atomvåben og stadig ikke har civil atomkraft [2], mens Sydkorea modsat har civil atomkraft og aldrig har produceret atomvåben.
Forskellen i materialerne i atomreaktorer og atomvåben #
Både et atomkraftværk og en atombombe virker ved, at atomer spaltes i en kædereaktion. I en atombombe gælder det om at maksimere kædereaktionen for at skabe en stor eksplosion af energi, mens man på et atomkraftværk omvendt kontrollerer kædereaktionen for at holde temperaturen i ro og energiproduktionen stabil.
Alt efter om man vil maksimere eller kontrollere kædereaktionen, skal man bruge fissilt materiale i forskellig kvalitet; hhv. våbenkvalitet og reaktorkvalitet.
Der findes to typer materiale man kan lave atomvåben med; uran og plutonium.
Uranbombe #
Det uran, der er i naturen, indeholder kun ca. 1% af den type uran (isotopen uran-235), som kan spaltes i en kædereaktion enten på et atomkraftværk eller i en atombombe. For at lave en uranbombe kræver det en meget høj andel på over 90% af denne type uran i materialet. Til sammenligning har uran, der anvendes i en reaktor, en andel på 5% [3].
Når man skal øge andelen af den ovennævnte type af uran, skal man bruge den samme type anlæg, et såkaldt berigelsesanlæg, uanset om materialet skal bruges til en reaktor eller til et våben. Forskellen er, hvor længe man fortsætter berigelsesprocessen. Eftersom der er meget stor forskel i berigelsesgraden, alt efter om materialet skal bruges i en reaktor eller i et våben, er det nemt for de internationale kontrolmyndigheder at holde øje med, at et berigelsesanlæg ikke misbruges.
Plutoniumsbombe #
Næsten alle atomvåben er produceret med plutonium og ikke uran. Plutonium findes modsat uran ikke i naturen, men genereres i en reaktor, både i en militær produktionsreaktor og i en strømreaktor. Ligesom med uran, findes der dog forskellige typer plutonium, og det er kun én af dem der kan bruges til kædereaktion i en atombombe (isotopen Plutonium-239).
Som nævnt opstår der plutonium, når man driver et atomkraftværk, hvor omkring 50% er af den type, der bruges til atomvåben [4]. Man kan dog ikke bruge plutonium fra det brugte brændsel (affaldet) af flere årsager.
Koncentration af Pu-239 i det brugte brændsel er meget lav. Det gør det vanskeligt at opnå tilstrækkelig mængde af ren Pu-239 til effektiv våbenproduktion.
Andelen en anden type plutonium (plutonium-240) er alt for høj [5]. Andelen af plutonium-240 skal være ganske lav for at en atombombe skal virke (under 7% og gerne mindre [6]). Årsagen er denne ofte spalter spontant og kan igangsætte kædeprocessen inden det optimale tidspunkt. Det skaber en såkaldt fuser [7].
Derfor kan man i udgangspunktet ikke bruge kommercielle atomreaktorer til at lave materiale til atomvåben, som det klart fremgår på figuren neden for.
Kan atomkraftværker ombygges til at producere plutonium af våbenkvalitet? #
Det er teknisk muligt, men det ville ikke være nemt. En konventionel reaktor er kompliceret at påfylde og det gøres kun i relativt sjældne tilfælde, typisk efter halvanden års drift. En brændselspåfyldning kræver tid til, at reaktoren lukkes ned og køles af, til at trykket dæmpes, til at reaktorens låg åbnes og brændstoffet udskiftes og til at udskifte låget. En sådan operation kan tage mere end en uges intenst arbejde.
I militære produktionsreaktorer, der skal lave plutonium af våbenkvalitet, bliver brændslet skiftet efter så kort tid som en måned, hvilket man her kan gøre løbende og uden at lukke produktionen ned. Hvis man skulle gøre det i samme tidshorisont i en konventionel reaktor, altså lukke ned efter en måned, ville reaktoren næsten være lukket lige så meget, som den ville køre. Det ville dramatisk kompromittere dens energiproducerende kapacitet og dermed kraftværkets økonomi.
Hvis en sådan operation skulle udføres, ville den endvidere let kunne spores pga. reaktorens manglende strømleverance i hyppige perioder kunne ses på kapacitetsfaktorerne (Atomkraft køre ofte med meget høje: 80-90%) [8], og det vil tilmed kræve meget dyre modifikationer af reaktoren [9].
Et land, der ønsker at producere plutonium-baserede atomvåben ville være bedre stillet ved at bygge en speciel designet militær produktionsreaktorer til formålet.
International kontrol mod våbenspredning #
Selvom atomkraftværker er en ubetydelig kilde til udbredelse af atomvåben, betyder det ikke, at der ikke skal tages omfattende forholdsregler for at sikre, at nogen forsøger på det. Der er meget stærke og effektive internationale systemer på plads til at sørge for, at lande ikke udvikler atomvåben under dække af fredelige atomenergiprogrammer.
Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) inspicerer rutinemæssigt, men uanmeldt, nukleare anlæg rundt om i verden for at holde øje med, at der kun udføres fredeligt arbejde. De har også kameraer kørende 24/7 på de steder på både berigelsesanlæg og atomkraftværker, hvor det er vigtigst at holde øje [10].
Med sådanne foranstaltninger ville det være meget svært for en nation at lave materiale til atomvåben uden resten af verden kendte til det det længe før materialet kunne omdannes til bomber. Man er nemlig langt fra klar med et atomvåben, selvom man skulle lykkes med at skaffe sig materiale af våbenkvalitet. Faktisk er ovenstående den nemme del af processen med at lave et atomvåben.
Militære vs. fredelige formål #
Hvis man skal følge logikken i argumentet om at forbyde atomteknologiens fredelige del, fordi teknologien er beslægtet med atomvåben, så er der mange andre livsnødvendige teknologier, vi også skulle forbyde.
Gødningsfabrikker sikrer, at vi kan brødføde millioner af mennesker i verden, men kan potentielt bruges til at fremstille bomber. Alverdens kemifabrikker sikrer, at der bliver produceret kemi til fx medicin, men kan også designes til at producere kemiske våben.
Elektricitet har mange fantastiske anvendelsesmuligheder, men kan også bruges på forfærdelig vis til at slå folk ihjel i ’den elektriske stol’.
Verden ville være et langt dårligere sted, hvis vi tillod den form for frygt at dominere, hvilke teknologier vi vil tillade. Vigtigst, så er beslutning om produktion af våben ikke afhængig af, om man bruger teknologierne til fredelige formål om end barriererne for at begynde at producere våben måske vil være lavere.
Referencer #
- https://www.mitpressjournals.org/doi/full/10.1162/ISEC_a_00293?casa_token=fezIaFcAZ34AAAAA%3A7ccXA-78_IQS8ymhqoXyn7go6UlIkBir2CcbpVPZMlPf-BXyl2748ooHp_8hgf_kD8DwxmICGY2pR9E
- https://en.wikipedia.org/wiki/North_Korea_and_weapons_of_mass_destruction
- https://www.world-nuclear.org/information-library/nuclear-fuel-cycle/conversion-enrichment-and-fabrication/uranium-enrichment.aspx
- https://web.archive.org/web/20111110194458/http://www.fas.org/nuke/intro/nuke/O_9705.htm
- https://en.wikipedia.org/wiki/Plutonium-240
- https://web.archive.org/web/20130722014859/http://www.fas.org/nuke/intro/nuke/plutonium.htm
- https://en.wikipedia.org/wiki/Spontaneous_fission
- http://web.archive.org/web/20211219111529/http://www.ifpa.org/publications/MDRequirements2010/chapter4.php
- https://web.archive.org/web/20150617234454/http://depletedcranium.com/why-you-cant-build-a-bomb-from-spent-fuel/?cp=4
- https://www.iaea.org/publications/factsheets/iaea-safeguards-overview
