GENANVENDE BRUGT BRÆNDSEL

Baggrund

Måske skal affaldet slet ikke deponeres lige med det samme. Nuværende letvandsreaktorer bruger kun omkring 5% af energien. Brændselsstave indeholder således stadig 95% af den potentielle energi fra uranet i dem [1]. Dette kan genbruges.

Der er i øjeblikket energi nok i atomaffaldet i USA til at drive hele landet i 100 år med ren energi hvis man beslutter sig for det [2]. Det er kun USA. Tag så alle andre lande med brugt brændsel bliver det til en del energi.

Genanvendelse kommer med de fordele at udover at give mere energi, reduceres mængden af den i forvejen lille mængde affald betydeligt og sammentidlig hvor længe det forbliver radioaktivt.

Men hvordan udnytter vi energien.

Oparbejdning til genbrugsbrændsel

Under oparbejdningen af det brugte brændsel adskilles uran og plutonium fra de øvrige transuraner og fissionsprodukter. Herefter adskilles det udvundne uran og plutonium som kan omdannes til Mixed Oxid (MOX) brændsel og på ny køres reaktoren.

De resterende fissionsprodukter og transuraner som reelt er affald, det fylder nu fylder meget mindre og derfor kan deponeres langt billigere.

I dag anvendes metoden i Japan, Rusland og Frankrig.

I Frankrig forgår det på Orano la Hague-anlægget [3]. I dag får de således 17% af deres samlede strømproduktion fra genanvendt brændsel [4].

Brændsel til Fremtidige reaktorer

Det kan snart gøres endnu bedre. De kommende Generation 4 (Gen IV) reaktorer som er rundt om hjørnet kan også spalte transuranerne der ellers går tabt ved oparbejdningsprocessen og dermed stort set bruge det hele.

Det gælder blandt andet typer som Smeltesalt-reaktor (MSR), Formeringsreaktor (BR), Integrerede Hurtige Reaktor (IFR) og muligvis thorium-reaktorer.

Den internationale miljøkampagne gruppe RePlanet estimere at hvis de allerede eksisterende lagre af brugt brændsel genbruges som brændstof til avancerede hurtige reaktorer, kan det generere kulstoffri elektricitet til Europa i op til 1000 år. De resterende fissionsprodukter vil vende tilbage til et radioaktivitetsniveau sammenlignet med den oprindelige uranmalm inden for 200-300 år. Dette vil eliminere det som et affalds problem. Således kan de nuværende geologiske deponeringsstrategier forenkles og ned skaleres [5, 6].

Nutidens ”affald” er fremtidens brændsel, og det haster ikke med at få det af vejen.

Kilder