En hjørnesten i den gammeldags miljøbevægelses klimaløsning er en drastisk reduktion af energiforbruget. De præsenterer med jævne mellemrum forførende analyser, der påstår, at vi uproblematisk kan opnå 100 % vedvarende energi. De fantasifulde analyser indeholder dog altid drastiske reduktioner af energiforbruget og desværre oftest også masser af klimaskadelig og naturfjendtlig biomasse.

Problemet med ideen om lavenergi-samfundet er, at adgang til store mængder pålidelig energi er hele forudsætningen for vores moderne samfund med al den velfærd, uddannelse, sundhed, videnskab, kunst og materielle tryghed, som vi danskere i dag tager for givet. Lavenergi-samfundet repræsenterer derfor en politisk usælgelig og umoralsk sparedoktrin. Man er fantast, hvis man tror, at modernitet og velfærd kan aflyses ad demokratiske veje, og menneskeheden hverken kan, eller bør, reducere sit energiforbrug kraftigt.

Vi kan og bør til gengæld skifte til CO2-frie og miljøvenlige energikilder, der kan levere stabil og rigelig energi. Hvis man baserer sit løsningsforslag på et lavenergi-samfund, der aldrig kan realiseres, gambler man med klimaet. Man blænder derfor sig selv for nødvendigheden af atomkraft, som er den eneste energikilde, der kan levere enorme mængder ren og pålidelig energi, som et klima- og naturvenligt højenergi-samfund kræver.

Denne analyse tilbageviser lavenergi-fantasien: Intet tyder på at vi vil bruge betydeligt mindre energi i fremtiden, hverken i de rige lande, eller i udviklingslandene. Faktisk er det modsatte tilfældet, da den globalt stigende velstand samt klimaløsningen i sig selv kræver større mængder energi, end verden bruger i dag. Analysen vil blive efterfulgt af endnu et skriv, der præsenterer et realistisk og progressivt alternativ: Det atomhumanistiske højenergi-samfund, hvor der er rigelig ren energi til at sikre både klima, natur og velstand.

Ingen lande har haft held med hastige reduktioner af energiforbruget – heller ikke de klimaivrige

Historien har vist, at det er en svær udfordring for moderne højenergi-samfund at sænke energiforbruget. I 2019 var Danmarks energiforbrug således kun 0,5 procent lavere, end det var i 1990:

Siden oliekriserne i 70’erne har Danmark ellers forsøgt at sænke energiforbruget, og ambitionen er blevet intensiveret fra 90’erne af klimahensyn. Derfor har politikere med adskillige initiativer forsøgt sig med energieffektiviseringer og energibesparelser i erhvervslivet og samfundet generelt. Som figur 1 viser, har tiltagene dog ikke haft nogen særlig effekt på det samlede energiforbrug fra 1990-2019.

Det er ikke udtryk for dansk inkompetence, men i stedet et generelt mønster i hele den vestlige verden – energiforbruget har været konstant på trods af stigende ønske om at reducere det af klimahensyn.

Ingen lande i vesten har altså haft held med betydelige reduktioner i energiforbruget. Tabellerne dækker vel at mærke over en periode, hvor en stor del af den energiintensive produktion er flyttet til lande med billig arbejdskraft og energi. Vores IKEA-møbler laves nu i Polen, vores skibe i Korea og forbrugerelektronik i Kina. Energien til produktionen af vores importerede varer tæller altså ikke i vores officielle energiregnskaber, men indgår i stedet i produktionslandenes.

Korrigerer man for import/eksport – dvs. medtager den energi, det kræver at producere de varer, som vi importerer, og fraregner den energi fra produkter, som vi eksporterer – vil danskernes og andre vesterlændinges reelle energiforbrug derfor være højere i dag, end det var i 1990. Eksempelvis har vi, med data fra Danmarks Statistik og Global Carbon Project, beregnet at danskernes reelle energi og klimaaftryk er steget med 5 % siden 1990.

I et globalt perspektiv bliver udfordringens omfang kun større. Som det ses i grafen nedenfor er verdens energiforbrug de seneste 50 år eksploderet i takt med, at den globale middelklasse er vokset markant – en udvikling, der vil fortsætte længe endnu.

Hvorfor reducerer rige lande ikke energiforbruget for klimaets skyld?

Når det øjensynligt har været et politisk ønske i flere årtier at nedbringe energiforbruget, hvorfor sker det så ikke? Det korte svar er, at et højt energiforbrug bringer velstand, velfærd og muligheder, og at politikere ikke bliver valgt, hvis de undergraver disse goder.

Energiens magi består i at frigøre mennesker. Når man har energi samt teknologi til at udnytte energien, kan man lade maskinerne gøre det hårde og beskidte arbejde.

I lavenergi-samfund har mennesket blot den energi, som deres egen krop og måske et par trækdyr kan tilbyde. Der er knap nok energi til at skaffe basale fornødenheder som mad, vand, husly og overhovedet ikke et materielt overskud til at understøtte moderne uddannelses – og sundhedssystemer. I lavenergi-samfund lever størstedelen af befolkningen på landet, hvor de slider sig op for (måske) at kunne skaffe føde nok på bordet. Livet er for de fleste hårdt, kort og fattigt – både mentalt og materielt.

I industrialiserede højenergi-samfund er der ingen problemer med at skaffe mad nok til befolkningen. Alle har de basale behov dækket, og der er universel adgang til sundhed og uddannelse. De gennemsnitlige børn født i energirige Danmark har en verden af muligheder med skole, gymnasium, sabbatår i Asien og derefter et væld af uddannelses- og jobmuligheder. Gennemsnitlige børn født i energifattige Etiopien er heldige, hvis de får seks års skolegang og et arbejde på en fabrik. I lavenergi-samfund bliver børn af nød ofte brugt som arbejdskraft i landbruget. I højenergi-samfund behøver børn bare være børn, gå i skole, lege og udvikle sig til dannede mennesker.

Af disse årsager har befolkninger i højenergi-samfund højere levestandarder end befolkninger i lavenergi-samfund. Kaster man et blik over det såkaldte indeks for menneskelig udvikling (HDI), som indfanger landes økonomiske velstand, sundhedstilstand og uddannelsesniveau, bliver det hurtigt klart, at højenergi-lande befinder sig i toppen og lavenergi-lande i bunden (se figur 7).

Figur 7. Human Development Indeks og energiforbrug per indbygger

Kilde: Energy Poverty Awareness

Nedenfor dykker vi ned i enkelte aspekter af menneskelig udvikling, og her findes samme tendens: Lande med højt energiforbrug har markant lavere børnedødelighed, ekstrem fattigdom samt en bedre almen helbredstilstand og dermed højere levealder, som det ses i hhv. figur 8, 9 og 10: 

Figur 8: Energiforbrug per indbygger og børnedødelighed.

Farver indikerer verdensdel (Asien= rød, Afrika= blå, Nord- og Sydamerika= grøn, Europa=gul). Størrelsen på cirklerne indikerer landets befolkningsstørrelse.
Kilde: Gapminder.org/tool

Figur 9: Energiforbrug per indbygger og ekstrem fattigdom målt i andel af befolkningen, der lever for under 5,50 $ om dagen

Farver indikerer verdensdel (Asien= rød, Afrika= blå, Nord- og Sydamerika= grøn, Europa=gul). Størrelsen på cirklerne indikerer landets befolkningsstørrelse.
Kilde: Gapminder.org/tool

Figur 10: Energiforbrug per indbygger og forventet levetid.

Farver indikerer verdensdel (Asien= rød, Afrika= blå, Nord- og Sydamerika= grøn, Europa=gul). Størrelsen på cirklerne indikerer landets befolkningsstørrelse. Levetid anses i folkesundhedsvidenskaben som en af de bedste indikatorer for befolkningens almene helbredstilstand
Kilde: Gapminder.org/tool

Udover, at højere energiforbrug medfører bedre sundhed, giver det også befolkningen fysisk og mentalt overskud til at kæmpe for politiske rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed og for demokratisk repræsentation. Som det fremgår af figur 11 ligger lande med højt energiforbrug, på nær olierige diktaturer i Mellemøsten, højt på demokrati-indekset. Indien er faktisk også et land, der bryder trenden, da de scorer relativt højt på demokrati-indekset, selvom de har et lavt energiforbrug. Der er naturligvis mange andre faktorer i spil i udviklingen af et velfungerende demokrati.

Figur 11. Energiforbrug per indbygger og demokrati.

Farver indikerer verdensdel (Asien= rød, Afrika= blå, Nord- og Sydamerika= grøn, Europa=gul). Størrelsen på cirklerne indikerer landets befolkningsstørrelse. Demokrati er målt gennem et indeks, der indfanger alle aspekter af, hvad et velfungerende demokrati bør indebære
Kilde: Gapminder.org/tool

Et konkret eksempel på, hvordan energidrevne maskiner frigør mennesker og beriger livet er opfindelsen af vaskemaskinen. Før vaskemaskinens udbredelse, var tøjvask en hård og tidskrævende opgave (typisk) for kvinder. Man brugte én eller flere dage på at skaffe vand og brænde til at varme vandet op og sidenhen på at vaske tøjet med håndkraft. Vaskemaskinen klarer det hele på en time. Det frigav kvinders tid og var stærkt medvirkende til, at kvinder kunne komme på arbejdsmarkedet, udnytte deres intellektuelle potentiale i uddannelsessystemet, kæmpe for ligestilling samt få mere kvalitetstid med familien.

Vaskemaskiner, køleskabe, biler, toge, computere, traktorer og mange flere energidrevne maskiner har altså frigjort og intellektualiseret menneskene i de industrialiserede samfund. Det er utopisk at tro, at vesterlændinge ikke ønsker at beholde de fordele, som et højt energiforbrug fører med sig.

Selvom langt flere i den vestlige verdens befolkning de senere år – heldigvis – er begyndt at bekymre sig om planeten og særligt klimaforandringer, så tyder alt på, at det store flertal ikke er villige til at opgive det moderne liv. En meningsmåling for Politiken viser fx, at et stort flertal af danskerne, som bor i verdens mest klimaivrige land, er imod høje klima-afgifter på bl.a. brændstoffer. Og ser man på antallet af danske flypassagerer (før Covid-19) er der ikke noget, der tyder på en ændret klimaadfærd hos danskerne.

Figur 12: Flypassagerer i Danmark

Flyveturene er tilmed et luksusgode, så der er uendelig lang vej til at få befolkningen til at opgive de mere basale fordele ved det moderne energirige liv. Det gælder både direkte energirelaterede fordele såsom at køre i bil på arbejde eller opvarmede boliger, men også de fordele, der er relateret til den velstand, som et højt energiforbrug fører med sig, såsom adgang til et godt sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Drastiske reduktioner i energiforbruget vil nemlig tvinge fabrikker til at lukke på stribe og arbejdspladser til at forsvinde og dermed gøre samfundsøkonomien markant svagere. Statskassen vil få færre skatteindtægter, hvilket vil smitte direkte af på kvaliteten af den velfærd, som staten kan tilbyde befolkningen.

At reducere energiforbruget er derfor næppe en politisk dagsorden, der vinder valg, da energi øger vores muligheder, rækkevidde, sundhed og livskvalitet. Derfor snakker politikerne meget om klimaproblemer, men har overordentligt besvær med at løse dem, så længe de vil undgå den enorme kilde til klimavenlig energi, som atomkraft kan levere.

Det mest paradoksale er, at vores høje energiforbrug og velstand er hele forudsætningen for, at vi i rige industrialiserede lande overhovedet har mentalt overskud til bekymre os om komplekse udfordringer som klimaforandringer og miljø-forurening, selvom konsekvenserne af disse problemer vil ramme de (energi)fattige lande hårdest. 

Er det realistisk at fattige lande vil fastholde et lavt energiforbrug? Og bør de?

Lavenergi-løsningen er som beskrevet ovenfor ikke en politisk dagsorden med potentiale til at vinde valg i rige industrialiserede lande. Men hvad så med resten af verdens befolkninger, der ikke har vænnet sig til samme høje levestandarder? Vil disse befolkninger fastholde et lavt energiforbrug? Det er der intet, der tyder på.

Ifølge FN’s verdensmålsundersøgelse, ønsker befolkningerne i fattige lande (low HDI) at opnå de moderne samfundsgoder: De prioriterer uddannelse, sundhed og jobmuligheder højest. Bedre infrastruktur og adgang til pålidelig energi scorer også højt, hvorimod klima prioriteres lavest (Nr. 16 ud af 16, se figur 13). Selv i de rige lande, prioriteres klima relativt lavt (Nr. 10 ud af 16, se figur 13).

Figur 13. FN’s Verdensmålsundersøgelse, der viser, hvilke verdensmål befolkningen ønsker prioriteret

Kilde: FN Verdensmålsundersøgelse 2015

Lavenergi-utopien indebærer en dybt umoralsk og virkelighedsfjern formodning om, at fattige befolkninger vil acceptere fortsat energifattigdom, selvom de tydeligvis ønsker sig en anden og bedre tilværelse. 

Et eksempel på, hvor langt vi er fra, tilstrækkeligt gode levestandarder globalt set er, at tre milliarder mennesker (ca. 40% af verdens befolkning) ifølge WHO stadig må bruge træ og anden biomasse til boligopvarmning og madlavning over indendørs bål. Ved siden af, at skulle bruge en masse kræfter på at skaffe føde nok på bordet, skal mange af disse mennesker dagligt bruge flere timer på at indsamle brænde. Det er typisk kvinder og børn, der har denne opgave med at samle brænde ind, hvilket afholder dem fra produktive aktiviteter, der kunne gavne deres menneskelige udvikling, såsom at tage en uddannelse og få et arbejde.

Tilmed er indendørs luftforurening, der skabes via denne afbrænding, en af verdens største dræbere. Ifølge WHO dør der hvert år 3,8 millioner af indendørs luftforurening pga. de skadelige partikler, som kan give lungebetændelse, lungekræft, KOL, hjertekarsygdomme og flere dødbringende sygdomme. Til sammenligning dør der under 0,5 millioner årligt af malaria.

Vi mener ikke, at den vestlige verden, på grund af ellers velmente bekymringer om klimaforandringer, har moralsk hjemmel til at nægte verdens fattigste et højere energiforbrug. Tværtimod bør det være en selvfølge at prioritere et højere energiforbrug til de milliarder mennesker, som endnu ikke nyder af energiens frugter.

Selv hvis vesten forsøger at begrænse energiforbruget i fattige lande, der mangler industriel udvikling, så vil man ikke have nogen mulighed for at gennemtrumfe det, da alle stater har suverænitet, og derfor ikke kan blive underlagt andre staters eller internationale organers vilje.

Det globale energiforbrug vil stige mange årtier frem

Da rige industrialiserede lande med højt energiforbrug ikke er i stand til at sænke energiforbruget nævneværdigt, og fattige udviklingslande samtidig ønsker at hæve energiforbruget, er det derfor logisk, at der hvert år sker en stigning i det globale energiforbrug.

Den største stigning i energiforbruget sker i Asien, hvor middelklassen eksploderer i de kommende tre årtier. Derefter vil det samme ske i Afrika. Afrikas befolkning vil stige fra 1,2 milliarder i 2016 til 4,3 milliarder i 2100, og vil ende på niveau med Asiens befolkning. I år 2100 forventes verdensøkonomien tilmed at være 5 gange så stor som i dag. Alle de mennesker og vækst kræver energi. Dermed vil det globale energiforbrug med al sandsynlighed stige lineært – også på den anden side af år 2050.

Hvis man laver en simpel lineær fremskrivning af verdens energiforbrug ser mønsteret således ud:

Figur 14. Lineær fremskrivning af verdens energiforbrug

Kilde: BP Statistical Review of World Energy 2019

I 2019 var energiforbruget på 13.396 MTOE (MTOE er energiforbrug regnet i olieækvivalenter), mens det ifølge fremskrivningen i 2050 vil være 18.941 MTOE – en stigning på 41 %. I 2100 vil energiforbruget være 27.885 MTOE – en stigning på 108 %, altså ca. en fordobling.

Vores simple lineære fremskrivning understøttes af beregninger af Det Internationale Energiagentur (IEA), som dog kun laver forudsigelser tyve år frem. Den amerikanske energistyrelse forudser ligeledes en nogenlunde lineær trend med 44 % forøgelse af det globale energiforbrug fra 2020 til 2050, hvilket er illustreret i figur 15:

Figur 15: Fremskrivning af det globale energiforbrug fra den amerikanske energistyrelse

Kilde: Det Amerikanske Energiagentur, 2019

Energiforbruget vil fortsætte med at stige, selvom der formentlig vil ske mange fremskridt inden for energieffektivisering. Den barske virkelighed er, at reduktionen fra energieffektiviseringer slet ikke kan måle sig med væksten i energiforbruget.

Desuden har energieffektiviseringer tradition for at virke langt bedre på papiret end i virkeligheden. Når energieffektiviseringer gør det billigere at bruge energi til et formål, får vi nemlig råd til at bruge mere energi, og derfor vil det samlede energiforbrug ikke nødvendigvis falde. Eksempelvis bruger flyvemaskiner i dag under halvt så meget brændstof per rejst kilometer, som i 1970. Det har bidraget til at priserne på flybilletter er raslet ned – og derfor flyver vi i dag mere end nogensinde før, og de samlede udledninger fra flybranchen per indbygger er mangedoblet.

Fænomenet kaldes rebound-effekten eller Jevons Paradoks. Ifølge FN’s klimapanel (IPCC) “spiser” rebound-effekten i rige industrialiserede lande typisk mellem 20-60% af den oprindelige energibesparelse alt efter, hvilken sektor der effektiviseres i. Rebound-effekten er ifølge IPCC endda markant højere i udviklingslande, hvor befolkningen har højere efterspørgsel efter at bruge penge på energikrævende goder.

Den nødvendige omstilling til ren energi vil kræve endnu højere samlet energiforbrug

Det måske bedste argument for, at det er urealistisk både at sænke energiforbruget og samtidig omstille til ren energi er, at det kræver meget mere ren end fossil energi at skaffe energi nok til alle formål i samfundet, som i høj grad er indrettet efter brug af fossile energikilder. Forklaringen er, at de fossile energikilder bliver brugt til meget andet i samfundet end at generere strøm. Hvis udfordringen “bare” handlede om at omstille til grøn strøm, var klimakrisen en helt anden sag, men i både Danmark og verden udgør strømforbruget mindre end en femtedel af det samlede energiforbrug.

Nogle sektorer er mulige at omstille til brug af strøm som endelig energikilde. Det gælder fx personbiler, hvor elbiler kan erstatte benzinbiler. Anderledes ser det dog ud, hvad angår industri og tung transport som lastbiler og især skibs- og flytransporten. Heldigvis er det dog muligt at bruge CO2-fri strøm til at lave syntetiske brændstoffer, som ikke udleder CO2.

Det kaldes power-to-x (PtX), fordi strømmen kan bruges til at danne mange forskellige slags brændstoffer (deraf x-et). Processen med omdannelse af strøm til syntetiske brændstoffer foregår først via elektrolyse, hvor vandmolekyler spaltes til brint, som derefter blandes med kulstof fra enten biomasse eller direkte indvundet fra atmosfæren for at gøre brændstoffet flydende. Afbrænding af disse brændstoffer (fx metanol) udleder den samme mængde CO2, som er indvundet fra atmosfæren eller indlejret i den biomasse (fx halm), der bruges til at danne brændstoffet. Man kan også bruge strømmen til at lave brændstoffer baseret på kvælstof, som slet ikke udleder CO2 (fx ammoniak). Man kan i nogle tilfælde også bruge brint direkte som brændstof, men da brint er en gasart er det ofte problematisk.

Det lyder jo fantastisk, tænker du måske. Problemet er dog, at der sker et enormt energitab i denne proces. Skal man bruge de syntetiske brændstoffer baseret på grøn strøm til brændsel i fx lastbiler, skibe eller fly er der et energitab på mindst 55-60%, udover det sædvanlige, som der er i forbrændingsmotorer i eksempelvis biler.

Lad os forestille os, at vi ville erstatte 1 kilo benzin med 1 kilo grøn PtX-metanol. For at producere dette kilo metanol, skal vi bruge cirka 2,3 gange mere energi, end metanolen indeholder. At producere et kilo metanol, som indeholder 19,7 Megajoule (MJ) energi, vil altså kræve 45,7 MJ elektrisk energi, og energitabet i produktionen er dermed 26 MJ. I figur 16 nedenfor vises, hvor meget energi det kræver at producere syntetiske brændstoffer, som en bil kan køre én kilometer på. Procenttallene angiver hvor meget af den originale energi, der bevares i PtX-brændslet.

Figur 16. Energitab ved power-to-x baserede brændstoffer til transportkøretøjer.

Med andre ord kræver maskiner, transport og industri drevet af PtX brændsel omtrent dobbelt så meget original energi, som deres fossildrevne konkurrenter. En undersøgelse fra den norske klimaforening har vist, at det ville kræve op mod 11.000 terawatt-timer (TWh) strøm at producere nok PtX (ammoniak) til at drive verdens skibsfart. Skulle disse 11.000 TWh produceres med landvind, ville det kræve en vindmøllepark på størrelse med det meste af Europa:

Figur 17. Arealstørrelse som det kræver at producere vindenergi til at forsyne verdens skibsfart med syntetiske power-to-x brændstoffer

Kilde: Glex Energy Calculator

I dag har vi ikke nok CO2-fri strøm til denne ammoniakproduktion, som ville kræve 11.000 TWh ren strøm: Ud af verdens årlige elproduktion på 26.500 TWh kommer 9.000 TWh fra CO2-frie energikilder – heraf 1.800 TWh fra sol og vind, 2.700 TWh fra atomkraft og 4.300 TWh fra vandkraft.

Siden 1990 og frem til i dag har verden øget strømproduktionen fra CO2-frie kilder med cirka 5.500 TWh, altså det halve af skibsfartens behov for strøm til PtX. Dermed vil det i nuværende tempo tage 56 år, før verdens CO2-frie elproduktion er vokset nok til at dække blot skibsfartens behov for strøm til PtX. Tallene kommer fra Det Internationale Energiagentur (IEA) – og fremgår i figur 18:

Og det er kun for at omstille én enkelt sektor som repræsenterer blot 2 % af den samlede CO2 udledning. Energibehovet for hele den grønne omstilling er altså fuldstændigt enormt.

En anden vigtig årsag til, at verden ikke kan løse klimaudfordringen uden at øge energiforbruget er, at vi ikke “blot” skal opnå CO2-neutralitet, men CO2-negativitet dvs. fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end vi udleder. Hovedparten af CO2-gasserne bliver nemlig i atmosfæren i flere århundreder. Dermed har vi en enorm CO2-gæld svævende i atmosfæren – som skal betales tilbage.

CO2-negativitet kan opnås ved at suge CO2 ud af atmosfæren, men det er en helt gigantisk energikrævende proces, både i form af strøm og varme. Et studie publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature har vist, at der på sigt kan blive behov for en energimængde, der svarer til halvdelen af verdens eksisterende energiforbrug, for at suge nok CO2 ud af luften til at komme i mål med Paris-aftalens ambition.

Den tredje og sidste årsag er, at uanset hvad vi gør i de næste 30 år, så vil der komme klimaforandringer. Klimaforandringer kræver klimatilpasning på stor skala, hvilket kræver meget energi. Energibehovet er især drevet af behovet for aircondition i områder, der bliver varmere og rammes af flere og hårdere hedebølger. Men behovet for øget kystsikring, herunder mere robuste bygninger, samt det øgede vandforbrug til at drive landbrug i tørre områder, vil også kræve øgede mængder energi.

Nu vi er ved vandforbrug, skal det nævnes, at det også er en stor udfordring at sikre nok rent vand til klodens befolkning. FN har estimeret, at vandmangel risikerer at være et tilbagevendende problem for op mod 5 milliarder mennesker i 2050. Derfor vil vi globalt set være tvunget til at afsalte store mængder havvand for at skaffe ferskvand nok til den globale befolkning. Afsaltning kræver ligeledes virkelig meget energi.

At bremse og afbøde klimaforandringerne er altså i sig selv en voldsomt energikrævende opgave, og selv hvis menneskeheden stoppede med at kræve mere energi til eget forbrug, ville vores klimaskæbne betyde øget energiforbrug grundet 1) energitab ved PtX produktion 2) CO2-sugning og 3) klimatilpasning. For en enhver, der tager klimaudfordringen seriøst burde det derfor stå lysende klart, at vi ikke kan undgå at bruge mere energi, hvis vi vil løse klimaproblemet.

Hvad gør vi så nu?

Realiteten er, at verdens energiforbrug vil være omtrent fordoblet i slutningen af dette århundrede. De gammeldags miljøorganisationer vil desværre ikke anerkende denne virkelighed – og bliver ved med at reklamere for et romantisk lavenergi-samfund. De producerer 100 % vedvarende regnerier, som kun hænger sammen under antagelse af, at energiforbruget vil falde drastisk. Dette er en uvidenskabelig og uansvarlig omgang med virkeligheden. Det er slemt nok i sig selv, men endnu værre afsporer det klimadebatten og bilder folk ind, at energiudfordringen er mindre end den i virkeligheden er. Det er klimahasard. 

Det kan umiddelbart lyde til, at vi er fortabte. Det er vi skam ikke. Med en omstilling til rene energikilder kan vi både sikre fordelene ved et højt energiforbrug og undgå klima og miljø-ulemperne ved afbrænding af fossile brændsler. Det vil dog kræve en realistisk tilgang til, hvilke energikilder, der har potentiale til at levere al den rene energi, som verden har og får brug for. Sandheden, som de gammeldags miljøorganisationer prøver at sløre, er, at vi har brug for atomkraft – det er den eneste energikilde, som har styrken til at levere de astronomiske mængder energi, som en klima- og menneskevenlig fremtid behøver.

Verdens årlige energiforbrug vil formentlig være omtrent fordoblet, til 320000 TWh, i slutningen af dette århundrede. At producere så meget energi med eksempelvis landvind ville kræve en sammenhængende vindmøllepark på 40,6 mio kvadratkilometer – svarende til hele Afrika og Europas samlede landareal. Hverken vind, vand, sol eller skove producerer særligt meget energi per kvadratkilometer – de har alle samme problem med lav energitæthed.

Atomkraft har derimod en enormt høj energitæthed – cirka tusind gange højere end vindenergi. At dække hele verdens energiforbrug med atomkraft ville kræve blot 41600 kvadratkilometer, svarende til Danmarks landareal. Med atomkraft er opgaven betydelig, men ganske overkommelig, hvor det med landvind, er en fuldstændigt umulig opgave. At fylde hele kontinenter med vejrbaserede energimaskiner kan ikke løse klimakrisen, men vil lægge voldsomt pres på i forvejen pressede økosystemer.

Hvis vi vil tage klimakrisen seriøst – og det skal vi – så kræver det en gevaldig omsadling. Sol- og vindenergis potentiale er ikke i nærheden af realistisk at kunne levere den påkrævede mængde energi. Det har atomkraft til gengæld potentiale til grundet dets unikke energitæthed.

2019 var et rekordår for vind- og solenergi, der globalt øgede deres energiproduktion mere end nogensinde. Produktionen af fossile energikilder steg dog ligeledes, og derfor udgør sol- og vindenergi stadig blot 2 % af verdens energiforbrug. Dette mønster er gået igen de sidste tyve år, som følge af satsningen på vind- og solenergi, der ikke formår at overflødiggøre de fossile energikilder.

I Danmark bryster vi os af at være foregangsland, men vi har brugt 25 år på at få sølle 8 procent af vores energi fra vind og sol. Med atomenergi formåede Frankrig at øge andelen af ren energi fra 8 % til 45 % fra 1979 til 2004. På 25 år opnåede de altså næsten fem gange så meget, som Danmark fra 1993-2018.

Fordelen ved at have en CO2-neutral energikilde, der kun i minimalt omfang beslaglægger naturen, er, at man ikke behøver at spare på energien for at løse klimakrisen. Tværtimod kan vi med atomenergi løse både klimakrisen og biodiversitetskrisen, og oven i købet sikre mennesket nok energi til fremtidige fremskridt. Dette kalder vi atomhumanisme. Vi uddyber dette begreb og dets potentiale i en kommende analyse, der ser nærmere på de mange fordele, der vil være for menneskeheden, naturen og klimaet, ved at producere enorme mængder atomenergi.

Nøglepunkter fra artiklen: