I takt med at klimapolitik kommer højere op på dagsordenen i de fleste lande, bliver atomkraften taget op til genovervejelse. På visse punkter er debatten om atomkraft ny, da CO2-friheden, modsat i 70’erne, er det centrale argument for atomkraften. Vi har nemlig i dag et massivt affaldsproblem, i form af CO2-udledning, som vi gerne vil gøre noget ved. Det er ikke det eneste affaldsproblem, vi går og bøvler med. Luftforurening som følge af afbrænding af kul og biomasse forkorter hvert år millioner af liv, og selvsamme afbrænding udleder også kviksølv, der bliver akkumuleret i havenes fødekæder.
Ligesom sidst atomkraften var på dagsordenen, er de flestes indvending mod atomenergien, at den har et såkaldt affaldsproblem. Vi får dog sjældent at vide, hvad problemet helt præcist består af, hvem det er et problem for, og hvor stort problemet er, når der sammenlignes med andre energiteknologier og industrier. Faktisk har brugt brændsel fra atomkraft aldrig skadet nogen, og intet antyder, at det vil ændres. Vi får at vide, at affaldsproblemet ikke er løst endnu, men ikke hvad det vil sige at løse det.
Borer man lidt i det, finder man ud af, at problemet, især hos antiatomkraft-bevægelsen, er defineret ud fra et urimeligheds-princip. I den forstand, at selv en mikroskopisk risiko for et udslip af radioaktivt materiale indenfor 100.000 år defineres som et problem uanset, hvor lille dette udslip måtte være. Altså har man en helt kategorisk tilgang, hvor kun nul-risiko kan accepteres.
Man kan selvfølgelig, hverken få ærlige forskere eller myndigheder til at sige at noget som helst er 100 % sikkert om 100.000 år, og derfor kan man altid proklamere ’problemet’ med atomaffald for uløst uanset, hvor uendeligt lille et reelt problem det så end måtte være. Dette er selvfølgelig en uacceptabel tilgang for atomkraft, men også for alle andre industrier, hvor man arbejder med potentielt skadelige materialer.
Figur 1: Atomaffald – gængse forestillinger versus virkeligheden.
På venstre side ser vi en klassisk fremstilling af atomaffald i tv-serien The Simpsons. På højre side vises al atomaffald, som Schweiz har produceret de sidste 45 år.
Den kategoriske tilgang gør stråling til noget unikt ondt, farligt og unaturligt, hvorfor radioaktivt materiale skal underlægges nogle helt andre krav end andre potentielt farlige materialer. Man forholder sig ikke til, at radioaktivitet er et helt naturligt og udbredt fænomen, som findes overalt omkring os. Ligeledes, at vi får stråling fra naturen hele tiden, og at vi selv er mildt radioaktive.
Visse steder i Finland får folk naturligt højere doser end de fleste steder i evakueringszonen fra Fukushima. Der findes steder i Iran og Brazilien, hvor folk modtager over 10 gange gange den normale baggrundsstråling som i Danmark uden, at det påvirker deres helbred. Man forholder sig heller ikke til at hospitalssektoren bruger behandlinger, mod eksempelvis kræft, der leverer langt større strålingsdoser til folk, end man med rimelighed kan forvente ved et udslip fra et slutlager.
Man har alligevel i praksis indført et nul-risiko-krav for atomaffaldet, der ikke tjener noget andet formål end at forhindre de løsninger, der allerede eksisterer.
Der er tilmed forbløffende lidt affald fra atomkraft. Al verdens atomaffald kan stables 10 meter højt på en fodboldbane. Når der er så lidt affald, er det rentabelt for atomkraftindustrien at opbevare det sikkert og isoleret fra miljøet, og det er præcis det, man gør. Mange har travlt med at påpege, at der ikke findes et permanent lager, men tænker samtidigt ikke over, at brugt brændsel i årtier har været lagret på landjorden uden at skade nogen. Det står bare og passer sig selv i solide betoncylindre. Det er sådan set ganske smart at beholde affaldet her, fordi den kommende 4. generations atomkraft kan genbruge affaldet som brændstof. Efter genbrug efterlades blot en håndfuld affald per dansker, fra vugge til grav. Atomkraftindustrien har 100 % styr på sit affald, og der findes et stort katalog af løsninger til at opbevare den beskedne mængde affald sikkert på den relevante tidsskala.
I Skandinavien bliver der tilmed opkrævet en afgift, der går til en fond, der finansierer affaldsdeponeringen, og Finland er allerede gået i gang med at bygge deres slutlager, Onkalo. Her skal affaldet lagres i klipper, der har været stabile i næsten to milliarder år. Det finske lager er så sikkert, at selv i tilfælde af et usandsynlig worst-case udslip, vil folk få en strålingsdosis tusinder af gange mindre end, hvad vi får fra den naturlige baggrundsstråling. De fleste sådanne foreslåede løsninger for lagring af atomaffald, som er underlagt ekstreme krav om sikkerhed, er derfor sikre efter enhver rimelig målestok for affaldshåndtering. I Finland er ’affaldsproblemet’ derfor løst. Ikke fordi man har fundet en speciel smart teknisk løsning, men fordi løsningen er blevet accepteret politisk.
Denne sikre håndtering af affald står i skarp kontrast til håndteringen af affaldet fra afbrænding af kul og biomasse. Eller rettere, manglen på samme. Affaldsbunken er blevet så stor, at den har ændret sammensætningen af noget så stort som atmosfæren således, at der opstår klimaforandringer. Der udledes tonsvis af dioxinholdig flyveaske og skadelige partikler, som medfører en lang række sygdomme og miljøskader. Den udledte kviksølv ophober sig blandt andet i havenes fødekæder.
Sammenlignet med de realiserede affaldsproblemer, vi i dag står med, er det irrationelt at fokusere på hvad-nu-hvis scenarier med atomaffald. Stiller man de samme krav til atomkraft, som man stiller til andre industrier, nemlig, at affaldet skal hånderes ansvarligt og ikke udgøre en risiko for mennesker eller natur, er affaldsproblemet allerede løst.
Ligesom anti-vaxxers gør sig selv og andre en bjørnetjeneste ved at forkaste livreddende vacciner, på grund af små risici for bivirkninger, gør mange grønne miljøet en bjørnetjeneste ved at forkaste en teknologi, der kraftigt reducerer både folkesundheds- og miljørisici, alene af den årsag, at den ikke reducerer dem til nul. Ifølge NASA-forskere har atomkraft allerede reddet næsten to millioner menneskeliv ved at erstatte fossile brændsler og dermed forebygge luftvejssygdomme, kræft og hjerteproblemer. Det er vanvid at forkaste en kur mod en dødelig sygdom for at undgå indbildte bivirkninger.
Det er derfor farligt at forveksle faktuelle miljøproblemer med de opfattede miljøproblemer i den offentlige debat. Den grønne modstand mod atomkraft er både paradoksal og selvbekæmpende, da netop atomkraften kan vise sig at være langt det bedste værktøj, vi har til at bekæmpe klimaforandringer, tab af biodiversitet, kviksølvsforurening i havene og andre miljøproblemer. Vi bør bekæmpe de reelle miljøproblemer, og ikke, som Don Quixote mod vindmøllerne, gå til kamp, og tabe, mod en indbildt kæmpe.
Hvor meget affald er der?
Atomaffald kan defineres på mange måder, men her taler vi om brugt brændsel, det såkaldte High-Level Waste. Det er næsten altid det, man taler om, når snakken falder på det ’uløste’ problem med radioaktivt affald. Det udgøres af bestrålet brændsel, som man har taget ud af en atomreaktor. Det brændsel har en høj koncentration af radioaktive materialer.
Men det, som gør atomenergi så attraktivt, er netop den høje energitæthed i brændslet. Brugt i nutidens reaktorer, skal der kun 11 kilo uran til at forsyne en danskers liv, mod 350 tons kul. I volumen kræves en 0,3 liter cola dåse med Uran vs. 260.029 liter kul. Brugt i de endnu mere effektive 4. generationsreaktorer reaktorer, der er under udvikling, skal man kun bruge et par hundrede gram. Et brændselselement i en klassisk atomreaktor fylder mindre end en kubikmeter, og kan levere energi i reaktoren i over 3 år. Det bliver udskiftet længe før alt brændslet er brugt op.
Der er 250.000 tons atomaffald fra alle de atomkraftværker, der har eksisteret hidtil. Affaldet fylder en kasse på 30 x 30 x 30 meter. Man ender med cirka 3.3 tons atomaffald pr. produceret TWh elektricitet. Danmark bruger i dag cirka 33 TWh elektricitet hvert år, så hvis vi gik all-in på atomkraften til elektricitet, ville vi hvert år ende med 110 tons højradioaktivt affald, eller ligegodt 12 kubikmeter. Det ville altså ikke fylde mere end et gennemsnitligt københavnsk badeværelse.
Den største fordel ved den meget minimale affaldsmængde er, at vi kan isolere det fuldstændigt fra miljøet til en overkommelig pris. Det giver nogle vidtrækkende perspektiver for miljøbevarelse, at atomkraftindustrien selv tager ansvar for det affald, den genererer. Man lagrer det i specielle beholdere, som derefter opbevares sikkert. Man kan endda stå ved siden af beholderen eller kramme dem. Hvis man er Loyal to Familia medlem kan man også skyde på beholderen med sine panserværnsraketter, uden at de går i stykker. Man kan ikke stjæle dem ubemærket, da de tonstunge beholdere kun kan flyttes med kraftige lastbiler og kranbiler. Brugt brændsel har i Vesten derfor ikke givet anledning til hverken store miljøskader eller til dødsfald.
Dette står i skarp kontrast til fossil energi. Vi brænder på globalt plan otte milliarder tons kul af, hvert år. Hver TWh elektricitet produceret ved kulafbrænding udleder 800.000 tons CO2, andre luftforurenende partikler og i gennemsnit 50 kilo kviksølv. Kuldioxiden giver anledning til klimaforandringer. Den øvrige luftforurening er en af de største folkesundhedsrisici overhovedet med 1700 for tidlige dødsfald alene i hovedstadsområdet hvert år. Da kul indeholder en lille mængde kviksølv, bliver denne udledt, når kullet brændes af. Da vi brænder utroligt meget kul af, udledes årligt 500 ton kviksølv fra afbrænding af kul og biomasse. Kviksølv kan i organisk form optages i havet økosystemer og ophobes i de større fisk, hvor større fisk som tun snildt kan have skadelige koncentrationer. Udsættes man for store mængder kviksølv, kan det påvirke f.eks. fostres udvikling, og give anledning til et hav af andre sundhedsproblemer. Derfor fraråder man gravide at spise tun.
Det er mindre farligt at smøre sig ind i et kilo kulaffald end et kilo atomaffald. Affaldsmængden fra kulkraft er dog millioner af gange større – vi kan ikke håndtere den enorme affaldsstrøm, som derfor ender i miljøet, og i luften omkring os. Det er fuldstændigt urealistisk at indfange al giftig røg og CO2 fra kulkraftværkernes skorstene, og at opfange og gemme alle de udledte partikler sikkert for evig tid. Verden forbruger årligt 5.685.160.808.764 kubikmeter kul – en volumen svarende til næsten 6000 Empire State Buildings – det hele bliver til affald efter forbrænding. I modsætning hertil fylder brugt atombrændsel næsten intet, hvorfor vi kan overskue at håndtere det forsvarligt, væk fra mennesker og miljø, og endda genbruge det til at lave mere ren energi.
Hvor farligt er atomaffald i teorien?
Atomaffald er farligt at spise, det er der ingen tvivl om. Der produceres radioaktive isotoper i en atomreaktor, og de cirka 20 tons brugt brændsel, der hvert år produceres, skal opbevares sikkert. 20 tons lyder af meget, men atombrændsel er tungt metal og faktisk fylder det kun to kubikmeter, svarende til et stort klædeskab. Modstandere af atomkraft kan godt lide at påpege, at hvis mennesker spiser det atomaffald, der hvert år produceres i en reaktor, vil 50 millioner mennesker blive dræbt. Dette er helt korrekt, men det er også irrelevant. Vi spiser nemlig ikke atomaffald.
Hvis man tænker en lille smule over det, står det klart, at det er kontraproduktivt at bruge det hypotetiske scenarie, at alt farligt materiale bliver spist, til at vurdere, hvorvidt noget er farligt eller ej. Det gør vi jo heller ikke, når vi køber en flaske afløbsrens, eller fylder bilen op med benzin. Klorgas er f.eks. en giftig gas, brugt i Første Verdenskrig, som man kan lave ved hjælp af almindeligt bordsalt. Det er et uvurderligt grundstof i den kemiske industri. Der produceres hvert år ca. 65 millioner tons klor på verdensplan. Nok til at dræbe hele jordens befolkning flere gange. Hvilket igen er irrelevant, fordi det bliver korrekt håndteret. Der er selvfølgelig utallige andre eksempler fra kemiens verden, på store mængder korrekt håndteret giftige forbindelser, og desværre også eksempler på ukorrekt håndterede.
I princippet skal der cirka 300 mg atomaffald fra et par år gammelt brugt brændselselement til at levere en dødelig dosis. Det er en giftighed i klasse med nogle af de mest giftige kemikalier vi kender, såsom nikotin og vitamin D3, men dog ikke så giftigt som botox.
Hvor farligt er det så i praksis?
Tager man det samme pragmatiske synspunkt på atomaffaldet, som de fleste gør i forbindelse med andre industrier, er det relativt let at se, at atomaffald ikke i praksis udgør en folkesundhedsrisiko. Atomkraftværker bliver bygget til at kunne opbevare brugt brændsel sikkert on-site, og håndteringen af denne er underlagt meget strenge krav. Tilmed udsender de radioaktive isotoper en karakteristisk stråling, som gør det meget nemt at opdage og opspore eventuelle udslip af radioaktivt materiale.
Faktisk er den nemme sporbarhed ved atomare isotoper netop en af årsagerne til den store fokus på stråling: det er meget nemmere at opdage end de fleste andre former for forurening.
Efter brændselselementet er hejst ud af reaktoren, bliver det placeret i en pool med vand, sammen med de andre brugte brændselselementer. Her kan de opbevares sikkert, indtil de kortlivede isotoper er henfaldet.
Derefter kan man f.eks. lagre det brugte brændsel tørt i de såkaldte ’dry cask’ beholdere. Man indkapsler flere brugte brændselselementer i metal og beton, hvor det så kan opbevares sikkert på et centralt lager. Man har flere af den slags lagre rundt omkring i verden, hvor det brugte brændsel bliver sikkert lagret, indtil det enten skal genbruges eller lagres permanent. Der har ikke til dato været større udslip af radioaktivt materiale som følge af den midlertidige lagring af atomaffald.
Figur 2: Lagrede brændselselementer
Billedet viser en pool med lagrede brændselselementer. Vandet beskytter mod strålingen. Kilde: SKB (Sverige)
Figur 3: Dry cask storage
På billedet ses der et dry cask storage. I En dry cask er det brugte brændsel(metal) indkapslet i et tykt lag kobber eller bly, og derefter et tykt lag beton. Det brugte brændsel flytter sig ingen steder. Flere brændselselementer er indkapslet i en betonbeholder, som det er sikkert at stå ved siden af. Tænk engang, hvis al aske, giftige partikler og CO2 fra kulkraft kunne indkapsles lige så enkelt. Grunden til det er muligt, at opbevare al atomaffaldet så godt er, at der er utroligt lidt af det. Med atomkraft produceres helt enorme mængder energi med næsten ingen brændsel, da uran indeholder op til tre millioner gange så meget energi som kul. Med Gen-IV atomkraft, kan det betyde tre millioner gange mindre affald end ved kul. Perspektiverne for naturbevarelse ved at have et så lille et fodaftryk er enorme.
En typisk indvending mod produktionen af atomaffald er, at det tager lang tid for affaldet at blive ufarligt, da henfaldstiden for mange af isotoperne i atomaffald er mange tusinde år. Men det betyder jo også, at affaldet bliver mindre og mindre giftigt med tiden.
Grafen nedenfor (Figur 4) viser en kurve over affaldets giftighed sammenlignet med det uran, man havde til at starte med. Behandler man ikke det brugte brændsel overhovedet, tager det 250.000 år, før giftigheden er på niveau med det naturlige uran. Genbehandler man brændslet, som man gør i Frankrig, og trækker uran og plutonium ud, så det kan genbruges i en klassisk atomreaktor, går der ’kun’ 10.000 år.
Figur 4: Giftigheden af atomaffald
Giftigheden af atomaffald i forhold til giftigheden af det uran, som man graver op af jorden til at producere brændslet. Den røde kurve er uden genbehandling, den blå er med genbehandling og den grønne kurve er hvad, der er tilbage, hvis man brænder affaldet af i visse Gen-IV reaktorer under udvikling.
Genbruger man brændslet i en FNR eller MSR-reaktor vil der kun gå 250 år, før det resterende affald er mindre giftigt end det oprindelige uran, man gravede ud af minen. Netop fordi det er muligt at genbruge det brugte brændsel, er mange fortalere for atomkraft imod at grave affaldet ned; det bliver nemlig set som en ressource.
Da affaldet er mindre og mindre radioaktivt med årene, bliver affaldet tilsvarende mindre farligt at indtage. Skalaen for giftighed på figuren ovenfor er logaritmisk, så f.eks. genbehandlet affald (den blå kurve) er allerede efter 100 år ti gange mindre giftigt, end det brugte brændslet var på dag ét. Efter 1.000 år er giftigheden sammenlignelig med det kviksølv, der er i dag udledes 500 tons af på globalt plan, hvert år, som følge af afbrænding af kul.
Sammenligningen skal ikke ses som et argument for at være sløset med atomaffald. De skal blot illustrere, at den måde vi behandler atomaffald på i dag sker langt mere forsvarligt end affaldet fra den fossile energisektor, og at den relevante tidsskala for lagring kun behøver at være 100.000 år, hvis kravet er, at giftigheden skal være på linje med naturligt uran – et lidt vilkårligt kriterie.
Få ved dette, men det uløste affaldsproblem er faktisk løst i Finland. Der har man accepteret en løsning, og er i skrivende stund ved at bygge et lager til det brugte brændsel. Her genbehandler man ikke det brugte brændsel som i Frankrig, men indkapsler de radioaktive brændselselementer direkte i en jernbeholder, som derefter indkapsles i en kobberbeholder. Denne kobberbeholder indkapsles i bentonit, der har den heldige egenskab at udgøre en barriere mod vand. Man vil nemlig gerne undgå, at det radioaktive materiale opløses i vand, og dermed får en øget risiko for at ende i et økosystem i fremtiden. Det er blandt andet også derfor, at sandwichen graves 500 meter ned i meget geologisk stabile områder, og derfor langt fra grundvandet både med hensyn til tid og sted (Se figur 5).
Figur 5: Den politisk accepterede finske løsning til lagring af brugt brændslet
Brændslet udgøres af brændsels-piller, der sidder indkapslet i brændselselementet, og der er derfra tre yderligere barrierer: jern, kobber og bentonit. Alt dette er placeret i klipper, der har været stabile i næsten to millarder år. De fleste af grundstofferne i brændslet er ikke opløselige i vand, men selv hvis de var, er de langt fra grundvandet og indkapslet i vandafvisende ler, og flere lag metal. Der er altså adskillige barrierer, som indeslutter det brugte brændsel så effektivt, at chancen for at de alle brydes er stort set nul.
Selvom chancen for udslip næsten er nul, har de ansvarlige Finner udførligt regnet på, hvad der vil ske i tilfælde af worst-case lækager. Sådanne udregninger skal granskes og godkendes af myndighederne. Den værste dosis, man kunne regne sig frem til, var en årlig dosis på 0.0002 mSv per år. I dette worst-case scenarie ville vand på forunderlig vis nå frem til affaldet, så en del af affaldet blev opløst og endte i en fødekæde.
Spiser man en banan, absorberer man en dosis på 0.0001 mSv fra det naturlige kalium, så det finske worst-case scenario er altså ækvivalent til to bananer om året. Og det worst-case scenarie er som nævnt ekstremt usandsynligt.
Det er altså en behagelig sikkerhedsmargen: Selv worst-case scenariet indebærer en 10.000 gange mindre stråling strålingsdosis end den naturlige baggrundsstråling, man årligt modtager, når man bor i Danmark. Worst-case scenariet giver 50.000 gange mindre stråling end den højeste årlige naturlige baggrundsstråling i Finland fra Radon gas (10 mSv per år), som 100.000 finner i dag lever med.
Så for at opsummere: Chancen for at noget af brændslet nogensinde slipper ud af beholder er næsten nul, og hvis det gør, så vil udslippet i de betragtede scenarier give ubetydelige mængder ekstra stråling, da vi allerede modtager tusindevis af gange mere stråling fra naturen og hospitalerne.
Den finske lagring af brugt brændsel er kort fortalt en af de mest grundige og sikre håndteringer af giftigt materiale, man kan forestille sig. Risikoen for skadevirkninger og forurening er nærmest ikke-eksisterende. Det er derfor hysterisk at modsætte sig de mikroskopiske risici fra atomaffald, når alverdens sikre og trivielle hverdags-aktiviteter, såsom at tage på arbejde, svømme eller spille fodbold indebærer langt større risiko.
Men hvad nu hvis alt alligevel går mere galt, end man kan forestille sig, forårsager man så ikke en miljøkatastrofe? Nej, det gør man ikke.
Det har tidligere været almindeligt at smide radioaktivt affald direkte i havet. Sovjetunionen smed over 300.000 kubikmeter radioaktivt affald, inklusiv brugt brændsel, i havet fra 1959-1992, og de fleste vestlige lande gjorde det samme helt op til 80’erne. Det er noget svineri, og blev med rette forbudt internationalt i 1993.
Inden det blev forbudt i 1963, udførte man atomvåbentest i atmosfæren, og udledte meget store mængder radioaktivt materiale. Flere atomubåde har sunket under den kolde krig, og der er i skrivende stund otte reaktorvrag under vandet, blandet andet ud for Finlands og Spaniens kyster.
Man har altså tidligere været meget sløset med reaktoraffald, og radioaktivitet i almindelighed, under den kolde krig. Man har allerede udledt langt større mængder radioaktivt materiale end nogensinde ville blive udledt fra det værst tænkelige scenarie ved lagring af brugt brændsel. Det har ikke resulteret i enorme folkesundhedsrisici eller store uoprettelige skader på økosystemer.
Der er tilmed naturlige eksempler på efterladt atomaffald. I Oklo i Congo, fandtes uran i så høj koncentration i Jorden, at der opstod en spontan naturlig atomreaktion for 1.7 millarder år siden, da der løb vand ind i Uran-laget. Den naturlige reaktor producerede en masse varme, men selvfølgelig ikke elektricitet. Affaldsisotoperne som cæsium, plutonium og strontium befandt sig altså allerede frit i jorden. Alligevel lykkedes det blot ”affaldet” at bevæge sig nogle få centimeter fra det jordlag, hvor reaktionen fandt sted, selvom jordlaget ikke er geologisk stabilt som i Onkalo. Dette naturlige eksempel viser, at begravet radioaktivt materiale fra kernereaktioner stort set bliver, hvor det er. Selv over milliarder af år, og selv uden den grundige planlægning og godkendelsesproducerer, der er nødvendig for et kunstigt atomaffaldslager.
Dem der fremmer frygten for det radioaktive affald fortæller sjældent, hvad de konkret er bange for. Den blotte nævnelse af en fjern mulighed for radioaktivt udslip er ofte nok til at stoppe samtalen. Men både dosis og tidligere erfaringer betyder noget, og den viden vi har i dag begrænser, hvor slemme scenarier det er rimeligt at udtænke ved den fornuftige håndtering af brugt brændsel. Vi bør i stedet fokusere på reel, ikke hypotetisk, forurening af miljøet: Luftforurening, kviksølvsforurening, forsuring af havene og klimaforandringer foregår på massiv skala. Det er paradoksalt, at mange miljøorganisationer spreder frygt for ”atomaffaldet”, hver gang det foreslås at løse de store reelle problemer med fossil-affaldet fra, ved at erstatte beskidte fossiler med ren atomkraft. De har desværre en stor del af æren for, at vi i dag stor med enorme affaldsproblemer fra fossil-energi: CO2, dødelig partikel forurening og ophobning af dioxin og kviksølv i økosystemerne.
Definitionen af affald
De fleste vil nu indvende, at de vedvarende energikilder ikke producerer affald, så derfor er de bedre end alt andet. Det er en forsimpling, selv hvis vi fraregner den industri, der producerer vindmøller, solceller og batterier, som jo producerer affald ligesom alle andre industrier.
Faktisk er materialeforbruget fra sol- og vindkraft 10-15 gange større end for atomkraft, per produceret TWh. Vindmøllevinger er eksempelvis produceret af glasfiber og syntetiske epoxy-resiner, som ikke bliver genbrugt, hvorfor det ender som affald. Op til 720.000 tons glasfiber fra møllevinger ender på lossepladsen de næste 20 år i USA alene. Solceller og vindmøller holder kun i 15-25 år. Affaldsflowet er derfor stort, sammenlignet med moderne atomkraftværker, der holder i minimum 60 år.
De vedvarende energikilder kræver også store landarealer. De dominerende vedvarende energikilder er henholdsvis solkraft, vindkraft og biomasse. Arealforbruget varierer meget fra sted til sted, men gennemsnitligt producerer solparker mellem 5 og 10 Watt pr. kvadratmenter, vindkraft producerer 2 W / m2, og med vandkraft og biomasse fra skove kan man kun levere mellem 0.1 og 1 W for hver kvadratmeter skov eller oversvømmet område. I 2050 vil vores samlede energiforbrug være over 20.000.000.000.000 Watt – til varme, transport og industrielle processer. Skal vi eksempelvis dække klodens energiforbrug med vindenergi, skal vi bruge 10 millioner kvadratkilometer. Det svarer til hele Europa fra Portugal i Vest til Ruslands Ural-bjerge i Øst.
Uanset om det er solcelleparker, der opføres på landbrugsjord, skove, der fældes eller drives som plantager (til skade for vild natur og biodiversitet), vindmølleparker, der er i vejen for fugles trækningsruter eller problematiske opdæmninger af floder, der ændrer på vandforsyningen og truer naturområder (som i Mekong-deltaet), er der betragtelige ulemper ved at bruge så meget areal til energiproduktion. Disse ulemper fylder ikke så meget i dag, men det er udelukkende fordi, den vedvarende energis andel i den støt stigende energiproduktion også er forsvindende lille.
Solkraft, vindkraft, vandkraft og biomasse har utvivlsomt en rolle at spille i en fremtidig CO2-fri energiforsyning. Men det er virkelighedsfornægtelse at tro, at en stor opskalering af disse energikilder ikke har miljømæssige omkostninger.
Det perfekte er det godes værste fjende
Konklusionen må blive den kedelige, at der ikke findes en energikilde uden ulemper. Men det er ikke ensbetydende med, at alle energikilderne har lige store ulemper. Fossilt brændsel giver anledning til ikke ét, men flere store miljøproblemer, der har store økologiske og økonomiske omkostninger. Atomkraftindustrien er på den anden side den eneste energiindustri, der selv tager det økonomiske og miljømæssige ansvar for det affald, den producerer. Atomkraftindustrien er forpligtet til at oprette fonde, der skal betale for lagring af affaldet, hvori der i atomkraftværkets levetid ophobes til mange milliarder, meget lig en pensionsopsparing. Lagringen vil ske under ekstrem stram regulering, og vores erfaring med radioaktiv forurening gør det umuligt at forestille sig store økologiske katastrofer som følge af lagringen af brugt brændsel. Risici for skader på mennesker og miljøet som følge af håndtering af atomaffald er minimale sammenlignet andre teknologiers risici, ikke blot i energisektoren i særdeleshed, men i en moderne verden i almindelighed.
Ikke desto mindre er miljø-NGO’ernes krav til løsningen for brugt brændsel intet mindre end det perfekte. Der skal være nul-risiko for udslip, ikke blot i morgen, men også om 100.000 år. Misinformation og overdrivelser omkring strålings skadevirkninger har skræmt mange til at modsætte sig ethvert forslag til lagring, uden at nogen har konkretiseret præcis, hvad man er bange for og hvorfor. Ingen andre teknologier er underlagt kravet om nul risiko, det vil jo være helt umuligt at gennemføre i praksis, og er det også for atomkraften. Tænk hvis risikoen for, at brandmænd dør i tjenesten for alt i verden skulle være præcis 0.
Den nul-risiko-præmis er blevet udstukket for atomkraftteknologien. Derfor modsatte senator Harry Reid sig Yucca Mountain projektet i USA, og derfor modsætter de danske borgmestre sig de udmærkede forslag til et dansk slutlager i deres kommuner. Alt imens det radioaktive affald lagres fint i haller på landjorden, uden at skade nogen, og alt imens både kuldioxid og kviksølv strømmer ud af kulkraftværkernes skorstene.
At affaldet bliver lagret sikkert på landjorden er ikke noget problem, men det er et problem for atomkraften, at modstanden mod rimelige løsninger for de minimale mængder affald er så hårdnakket irrationel. Det hæmmer den industri, der kan vise sig at løse de virkelige, og ikke hypotetiske, trusler for miljøet.