Energi er grundlaget for det moderne samfund. Med den industrielle revolution i England i 1700-tallet blev det en anerkendt sandhed, at produktionen af de fleste materielle goder, som vi mennesker er afhængige af, kan effektiviseres vha. fossile brændstoffer. Det er ikke underligt, at perioden blev stemplet som en revolution, fordi de bidrag, som førnævnte brændsler har gjort for verdenssamfundet i dag, er ubeskrivelige. Med dette sagt, så er det vigtigt at slå fast, at vi ikke vil være her i dag uden de bidrag.

Klimaspørgsmålet omhandler i vores øjne ikke at bebrejde datidige hændelser for nutidens problemer. I stedet er dagsordenen at finde den sikreste og mest efficiente energikilde til dags dato, som kan hjælpe os med at redde den planet, som vi alle har så kær. Det vil muligvis komme som en overraskelse for mange, men den mest efficiente og sikreste energikilde, som findes, har været tilgængelig lige siden 1950’erne. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at denne energikilde har været benyttet af en lang række lande verden over, dog med en lang række forbehold og restriktioner.

Elefanten i rummet er atomkraft. Ingen tør at tale om det, men vi ved alle godt, at det virker. Det åbenlyse problem opstår allerede her. Hvis vi alle ved det virker, hvorfor benytter vi os så ikke af det? Det er her anden del af spørgsmålet skal stilles: Er det sikkert? Det er nu, at den indre skeptiker i os alle lader sig antænde, og skræmmebilleder fra Tjernobyl og Fukushima rammer vores nethinde. Allerede har vi sat os for, at atomkraft ikke er sikkert, og dette er indiskutabelt. Denne præmis skal dog ikke sætte en stopper for, at denne fastlåste indbildning om atomkraftens sikkerhedsmæssige floskler skal kunne udfordres.

Atomkraft er den sikreste energikilde

For at finde svaret på, hvilken energikilde, der er sikrest, er vi nødsaget til at kigge på, hvor mange dødsfald, der er associeret med energikilderne ift. hvor meget energi, de har produceret. Det er typisk for de fleste studier at se på antal dødsfald pr. terawatt time produceret strøm (TWh). En terawatt-time strøm svarer til strømforbruget af 187.000 europæiske borgere.

Fælles for alle CO2-neutrale energikilder (atomkraft, vind, sol og vandkraft) er, at de har ufattelig små mængder dødsfald på samvittigheden sammenlignet med de fossile energikilder. Studier af Marandya & Wilkinson (2007) og Sovacool et al. (2016) viser, at den værste form for kul (brunkul) resulterer i 442 gange så mange dødsfald som atomkraft opgjort i TWh.

Yderligere er det interessant at sammenligne antallet af dødsfald forårsaget af atomkraft med antallet fra vindmøller. Som ovenstående illustration viser, så har de tidligere estimater fra Markandya & Wilkinson (2007) vist sig at være overestimerede, som senere blev korrigeret af Sovacool et al. (2016). De nye estimater viser, at atomkraft har et gevaldigt mindre antal dødsfald pr. TWh sammenlignet med vindmøller og solceller.

Sammenligningen med de vedvarende energikilder er ikke opstillet for at glorificere atomkraft, som værende den sikreste energikilde. I stedet er det for at sætte denne i perspektiv til de forudantagelser, som har været omkring de sikkerhedsmæssige foranstaltning ved atomkraft. De førnævnte videnskabelige bidrag giver statistisk evidens til, at atomkraft trods alt er den sikreste energikilde, som vi benytter os af.

Fortidens rædsler eller myter?

Det er klart, at når vi sammenligner de forskellige energikilder ift. antal dødsfald, så er atomkraft sikrest. Dog lader der stadig til at være en forståelse af, at atomkraft har tusindvis af dødsfald på samvittigheden. Det skyldes, at vi indenfor de sidste 35 år har været vidne til to atomulykker. Men hvor mange mistede egentlig livet?

Hvis vi spørger FN’s Videnskabelige Komité for Virkningerne af Atomstråling (UNSCEAR), så er der ikke blevet observeret nogle direkte dødsfald i forbindelse med Fukushima-ulykken i 2011. Derimod blev der registreret 2.000 dødsfald, som konsekvens af evakueringer eller stress, og omkring 15.000 omkom ifb. tsunamien. Det er altså et veletableret faktum, som følge af Fukushima-ulykken i 2011, at der ikke var nogle dødsfald relateret til radioaktiv stråling. Det vigtige er i stedet at pointere, at Fukushima-ulykken var forårsaget af et jordskælv, som målte 9 på Richterskalaen og udløste voldsomme tsunamibølger, hvilket var hovedårsagen til de tusinde af dødsfald. Der var altså ikke tale om en atomulykke, men i stedet en naturkatastrofe.

Hvis man spoler tiden endnu længere tilbage, helt præcist til 1986, så oplevede verden sin første reelle atomulykke. World Health Organization (WHO) kom frem til at 30 mennesker døde som en direkte følge af Tjernobyl-ulykken: to døde som følge af eksplosionen, 28 brandmænd døde indenfor få måneder af akut eksponering for stråling. Yderligere er der bekræftet 19 dødsfald som følge af akut eksponering for stråling mellem 1987 og 2004. Derfor er der indtil videre under 50 direkte bekræftede dødsfald som følge af Tjernobyl-ulykken.

På det lange sigt er historien dog lidt anderledes, da det kan være svært at estimere, hvor mange, som egentlig kommer til at blive helbredsmæssigt påvirket af Tjernobyl-ulykken. WHO udgav i 2006 en rapport, som estimerede, at stråling på langt sigt muligvis vil have en bidragende rolle i 4.000 af de mest udsatte menneskers død som følge af Tjernobyl-ulykken. Med de mest udsatte menes oprydningsarbejderne efter ulykken, de evakuerede og beboere i den mest kontaminerede områder. Jeg vil senere sammenligne denne risiko med andre former for negative helbredspåvirkninger. 

Sammenligner man andre estimater af omkomne som følge af Tjernobyl-ulykken, så viser WHO’s estimater at være i den lave ende. Ian Fairlie og David Sumner udgav i samme år som WHO deres eget estimat på, hvor mange, der ville dø på langt sigt som følge af Tjernobyl-ulykken. De estimerede, at alt mellem 30.000 og 60.000 mennesker vil dø, som er mellem 7 til 15 gange højere end WHO’s estimater. Metoden, som Fairlie og Sumner benytter sig af, kaldes for Linear No Threshold (LNT), hvis antagelse bygger på, at hvis mængden af stråling fordobles, så fordobles risikoen for cancer også. Dog har denne metode ikke fundet støtte i FN’s Videnskabelige Komité for Virkningerne af Atomstråling (UNSCEAR), da metodens estimater indeholder uacceptable usikkerheder.

Spørgsmålet er så, hvilke estimater, man bør stole på. På den ene side har vi Fairlie og Sumner, to uafhængige forskere, og på den anden side har vi UNSCEAR og WHO’s internationale team bestående af hundredvis af verdens førende forskere. Hvem vil du vælge at stole på?

Proportionerne

Den engelske professor i miljøvidenskab Jim T. Smith udgav i 2007 en videnskabelig artikel med hensigten at sammenligne konsekvenser ved stråling forårsaget af Tjernobyl-ulykken med andre negative helbredspåvirkninger. Smith (2007) finder frem til, at udsættelsen for stråling blandt oprydningsarbejderne og de borgere, som fortsatte med at bo i det forurenede område omkring Tjernobyl, er den samme som den naturlige baggrundsstråling, som vi alle oplever enten derhjemme eller udenfor. Yderligere fandt Smith frem til, at de borgere, som fortsatte med at bo i området omkring Tjernobyl, har en mindre dødelighedsrate end borgere, der bliver eksponeret for store mængder luftforurening i storbyerne. Det vil sige, at borgere i området omkring Tjernobyl har en mindre dødelighedsrate end borgere, som bor i hovedstaden i Ukraine, grundet forskellen i luftforurening.

Nedenstående figur illustrerer dødelighedsraten for oprydningsarbejderne efter Tjernobyl-ulykken, personer udsat for passiv rygning og luftforurening i storbyer. Der vises et klart billede af, at selv de mest udsatte efter Tjernobyl-ulykken faktisk oplever en lavere dødelighedsrate end de andre former for negative helbredspåvirkninger.

Fra megaton til megawatt

I starten af 1993, få år efter afslutningen på den kolde krig, skrev Amerika og Rusland sammen under på en gensidig aftale, som havde til hensigt at konvertere 500 tons højt beriget uran fra Russiske atomsprænghoveder til lavt beriget uran, som dernæst kunne bruges til at producere elektricitet i amerikanske atomkraftværker. Aftalen mellem Amerika og Rusland blev kaldt for “Megatons to Megawatts”, og er et klassisk eksempel på den ældgamle tradition kaldet Svær til plovskær, som omhandler konvertering af krigsteknologi til fredfuld civil udnyttelse.

Aftalen udløb i 2013, men den har været med til at illustrere, at de tusindvis af atomsprænghoveder, som er tilovers fra det mangeårige atomkapløb mellem USA og Rusland, nu kan bruges til at producere energi. Det er også vigtigt at pointere, at atomkraftværker herved er med til at reducere antallet af atomsprænghoveder, som eksisterer, og ikke er med til at øge denne. Atomkraftværker er ikke usikre eller tikkende bomber, men i stedet er de blandt andet en måde på, hvorved vi kan konvertere atomvåben på en sikker og forsvarlig måde samtidigt med at få store mængder energi ud af dette.

En ny begyndelse

Ovenstående bemærkninger omhandlende de sikkerhedsmæssige foranstaltninger associeret med atomkraft har til hensigt at oplyse om, at atomkraft i sidste ende er langt sikrere end traditionelle fossile brændstoffer. Atomkraft har længe blevet set, som den nødvendige onde i mange lande gennem de sidste årtier. I stedet bør atomkraft ses, som værende den energikilde, som i sidste ende, kan hjælpe os ud af den klimakrise, som vi selv har skabt. Oveni dette, så er det vigtigt at befolkningen forstår de reelle videnskabelige resultater omhandlende de sikkerhedsmæssige foranstaltninger ved atomkraftværker.

Det er en indiskutabel sandhed, at atomkraft er sikkert, men gamle skræmmebilleder og myter om skyhøje dødsfald som følge af Tjernobyl og Fukushima lader stadig til at hænge over hovedet på os. I stedet for at lade os være fortabt i fortidens fejlforståelser, så skal vi i stedet begynde at investere i de energikilder, som er sikrest, og har størst mulighed for at hjælpe os ud af klimakrisen.