En verden badet i stråling

Vidste du, at der er stråling overalt. Vi udsættes hver dag for masser af stråling – helt fra jorden under os til den mad, vi spiser. Dyk ned i strålingens verden, hvor du finder ud af, at det faktisk ikke er så farligt, som vi går rundt og tror. Måske kan det faktisk være godt for dit helbred.

Radioaktivitet er ligesom solens stråler en uundgåelig del af livet her på jorden. Der er radioaktivitet overalt; selv vores egne kroppe udsender stråling, som følger os fra vugge til grav. Til trods for dette er mange mennesker bekymrede for den usynlige stråling, som omgiver os, men det er der heldigvis råd for:

Nothing in life is to be feared, it is only to be understood. Now is the time to understand more, so that we may fear less.

– Marie Curie.

Men hvor kommer strålingen fra, og hvad er stråling egentlig? Er stråling farligt for os, og noget vi skal være bekymrede over? For at besvare vores spørgsmål, skal vi ud på en jordomrejse. Vi skal på storbyferie i Kina, besøge glinsende sandstrande i Brasilien, nyde de svajende palmer i Indien og på rekreativt ophold ved de varme kilder i Irans nordlige perle. Vi skal lære de usynlige stråler bedre at kende, møde kontroversielle videnskabsmænd, høre om genetiske mutationer og triste historier om misdannede børn. Vi skal lære om det livsfarlige liv, som vi lever i storbyerne, træde indenfor i stærkt radioaktive lejligheder og besøge nogle overlevende fra atombomberne over Japan. Vi skal også dybt ind i hjertet af den lukkede zone i Tjernobyl, der i 1986 blev centrum for verdens værste atomkraftulykke. Alt sammen for bedre at kunne forstå den strålende verden, som vi lever i.

Hvor kommer strålingen fra?

Mange har en idé om, at stråling er et kunstigt, teknologisk og unaturligt fænomen, men intet kunne være mere fjernt fra sandheden. Der kommer stråling fra verdensrummet over os; jo højere vi kommer over havets overflade, desto mere stråling får vi. Der kommer også stråling fra jorden under vores fødder som følge af radioaktive grundstoffer i jordens ydre skorpe.

Der er stråling i den luft, vi indånder, i det vand vi drikker og i den mad, vi spiser. Strålingen kommer også fra byggematerialer i de huse, vi bor i. Vi bestråles, når vi går gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen, går til tandlæge eller får taget et røntgenbillede af vores tandsæt. Stråling anvendes til vores fordel i industrien, hvor den f.eks. bruges til at sterilisere livsnødvendigt medicinsk udstyr eller til at forlænge holdbarheden af fødevarer.

Der, hvor de fleste af os tænker over den stråling, vi omgiver os med, er ved brug i medicinske behandlinger og ved undersøgelser i sundhedsvæsenet som ved røntgenbilleder, CT-scanninger og strålebehandling – der hvor strålingen redder liv. Selv vores egne kroppe udsender stråling, fordi vi alle indeholder radioaktive grundstoffer som kalium-40 og kulstof-14, og sover vi sammen med en partner om natten, så får vi mere stråling, end hvis vi sover alene. Strålingen er overalt, og intet sted på jorden kan vi undgå den. Figur 1 nedenfor viser en oversigt over de naturlige kilder til stråling.

Figur 1: Kilder til naturlig stråling og vandring i miljøet. Fra: EANR, EC-JRC.

Ikke al stråling er ens

Nogle mennesker har sværere ved at sidde stille end andre, og det samme gælder i atomernes verden. For at kunne falde til ro, vil de urolige atomer afgive deres opbyggede indre energi, og dette sker spontant (uden, at man kan vide hvornår, og uden nogen særlig påvirkning udefra). Ved afgivelsen af energi fra et atom, også kaldet et henfald, udsendes stråling. Strålingen kan antage forskellige former, der har forskellige egenskaber og gennemtrængningskraft. Nogle af de vigtigste fremgår af figur 2:

Figur 2: Oversigt over alfa- beta- og gammastrålings penetrationsevne. Fra: Wikipedia.

Alfastråling (α) kan standses af et stykke papir og har en maksimal rækkevidde på omkring 3 – 10 centimeter i luft. Den standses derfor af kroppens yderste, oftest døde, lag hud. Ved møde med kroppens ydre er alfastråling altså ufarligt. Det er kun, hvis en alfakilde skulle komme ind i kroppen, at den kan gøre skade.

Betastråling (β) kan standses af et tyndt stykke metalfolie eller et tykt lag tøj. Strålingen har en rækkevidde på et par meter i luften, og er energiniveauet højt nok, kan den nå lige ind under huden. Hvis mængden (dvs. antallet af betapartikler) er tilstrækkelig stor, kan den give brændemærker på huden. Ligesom alfastråling kan betastråling således ikke trænge igennem vægge, eller gennem vinduer i et hus eller i en bil.

Gammastråling (γ) kan trænge gennem de fleste objekter, heriblandt menneskekroppen. Alt efter energiindholdet, så kan strålingen standses af tyndere eller tykkere lag beton eller stål. Sammenlignet med skader fra alfa- og betastråling er indtagelse af en gammakilde ikke nær så skadelig, da det meste af gammastrålingen oftest blot passerer gennem kroppen uden at påvirke den.

Disse tre typer stråling kaldes ioniserende stråling, altså stråling som har energi nok til at forårsage ændringer i vores molekyler og DNA, modsat f.eks. ikke-ioniserende stråling fra en mobiltelefon. En kendt misforståelse er, at ioniserende stråling kaldes for radioaktiv stråling. Der findes faktisk ikke noget, der hedder radioaktiv stråling, men som vi kender fra andre vendinger, så lever selv de mest obskure og opfundne ord i vild dressur, og bruges flittigt i befolkningen.

Strålingsbeskyttelse 101

Hvad gør vi, hvis der er en kilde til stråling i nærheden? For det første kan vi afskærme os mod strålingen ved f.eks. at gå indenfor. Vi kan også øge afstanden til den ved bare at gå væk, og slutteligt kan vi minimere den tid, vi er i nærheden af den. De tre grundprincipper, der kan minimere eksponering fra en kendt strålekilde fremgår af figur 3.

Figur 3: Grundprincipper for strålebeskyttelse. Fra: World Nuclear Association.

Men før vi kan tage vores forholdsregler, skal vi jo først vide, om der er en kilde til stråling i nærheden, og det er heldigvis meget nemt at finde ud af.

Hvordan måles ioniserende stråling?

Stråling kan ikke ses, høres, lugtes eller smages. Det er måske også heldigt nok, da stråling som et sanseindtryk kunne være ret overvældende, når der nu som sagt er stråling overalt. Men vi kan gøre strålingen synlig ved at måle den med en geigertæller, og det er utroligt nemt. Vi kan sådan set måle stråling ned til henfaldet fra ét enkelt atom (til sammenligning består menneskekroppen af ca. 7,000,000,000,000,000,000,000,000,000 atomer).

Den målte stråling kan så opgives i mange forskellige enheder, men vi holder os til den absolut mest anvendte, når vi taler om effekten af strålingen, nemlig en Sievert.

Sievert (Sv)

Som nævnt findes der flere forskellige typer stråling, og der er forskel på, hvordan de hver især påvirker vores krop, og hvor stor en effekt, strålingen har på os. Der er endvidere også forskel på effekten af stråling alt efter, hvilket væv i menneskekroppen, der bliver udsat for stråling. For at råde bod på det blev enheden Sievert udviklet.

En Sievert (Sv) er et udtryk for den biologiske effekt af stråling i væv, altså hvilken effekt strålingen har på os mennesker. 1 Sievert er en ret stor dosis, hvorfor vi oftest anvender enheden millisievert (mSv). Der skal 1000 mSv til 1 Sv, på samme måde som der skal 1000 milliliter vand til 1 liter vand. For bedre at kunne forstå enheden, skal vi have nogle referenceværdier på plads, dem finder vi i figur 4.

Figur 4: Referenceværdier for dosis i mSv. Fra Informationisbeautiful, UK Health Security Agency & Sundhedsstyrelsen.

Vi får altså stråling, når vi spiser, når vi går til tandlægen, når vi flyver på ferie og meget andet. Bare det at bo her på jorden giver stråling. Vi kalder det baggrundsstråling, og vi får ca. 3 mSv om året i Danmark. Det er værd at bemærke, at vi skal helt op over 100 mSv om året, før der kan observeres en statistisk sammenhæng med at udvikle kræft. Det at opnå dosis på 100 mSv, er der ikke mange af os, der kommer i nærheden af at få om året, medmindre man er astronaut. 100 mSv er ca. det en astronaut får ved at opholde sig fire måneder på Den Internationale Rumstation (ISS).

Hvor skadelig en specifik dosis ioniserende stråling er for os hver især, afhænger som sagt ikke blot af den mængde stråling, man får på eller i sig, men også af det tidsrum, vi får den hen over. At få en dosis på 100 mSv på et splitsekund, er meget mere skadeligt for en person end at få den samme dosis fordelt hen over et år. Det kan sammenlignes med, at det er bedre at drikke et par genstande engang imellem, end det er at drikke hele årets forbrug af alkohol på én aften.

Hvor meget, hvorfra?

Den gennemsnitlige baggrundsstråling, som en beboer her i Danmark får, er som tidligere nævnt omkring 3 mSv om året. Dette tal omfatter bidrag fra stråling fra jordens naturlige kilder, og de 3 mSv er et groft estimat, da niveauet af stråling varierer enormt meget, også blot hen over Danmarks areal. Der findes beboede områder på jorden, hvor niveauet er over 50 gange højere, men det vender vi tilbage til. Udover de 3 mSv fra naturlige kilder, går de fleste af os til tandlægen engang imellem, hvor vi får taget et røntgenbillede. Vi gennemgår også undersøgelser og behandlinger i sundhedsvæsenet, og vi får i gennemsnit fra disse undersøgelser yderligere 1 mSv om året. Figur 5 viser, hvordan de ca. 4 mSv, vi samlet får om året, fordeler sig på de forskellige kilder.

Figur 5: 74 % af den stråling vi får om året, kommer fra naturlige kilder. Fra: Sundhedsstyrelsen.

De største kilder til stråling er ikke dem, som tiltrækker mest opmærksomhed. De største bidragsydere gemmer sig i vores nærmiljø, og efter dem kommer stråling fra den medicinske verden. Helt normale hverdagsting, såsom at bo i et velisoleret hus eller det at flyve på ferie. Hvis man er stewardesse eller pilot, kan det øge den årlige dosis betydeligt. Mange har hørt foruroligende historier om al den stråling, vi stadig modtager fra nedfald fra atomprøvesprængningerne fra 1950 til 1970’erne og fra atomkraftulykkerne i Tjernobyl og Fukushima. Men faktum er, at den stråling, som vi modtager herfra, udgør blot 0,3 % af vores årlige dosis.

Den årlige andel af stråling fra Tjernobyl er selvfølgelig større, hvis man bor inde i eller omkring den lukkede zone, men for langt størstedelen af os beboere her på planeten, så er andelen forsvindende lille. Langt størstedelen af den stråling, vi modtager, stammer fra naturlige strålingskilder.

Hvor farligt er stråling?

Vi får altså alle stråling – om vi vil det eller ej – men hvor farligt er strålingen egentlig for os? Vi kan prøve at sammenligne med kendte risikofaktorer som rygning og overvægt. Vi sammenligner en livstidsryger, en svært overvægtig og en af de overlevende fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, som var tættest på, da bomberne sprang, uden at dø af eksplosionen. De overlevende fik en gennemsnitlig strålingsdosis på 2250 mSv (2,25 Sv). Hvem mon taber eller tabte flest leveår? Det fremgår af figur 6:

Figur 6: Det absolut farligste er at være ryger og herefter svært overvægtig. Fra: J. T. Smith, 2007.

De fleste af os er udmærket klar over, at det at være ryger eller svært overvægtig ikke er specielt gavnligt for sundheden, men at de to risikofaktorer tager flere leveår, end de overlevende – som stod tæt på de detonerede atombomber fra Hiroshima og Nagasaki – har mistet, det kommer formentlig nok som en overraskelse. Vi kan også prøve at sammenligne den øgede risiko for tidlig død, som oprydningsarbejderne efter Tjernobyl, fik, med den øgede dødelighed, som mennesker, der udsættes for passiv rygning, har, eller den øgede dødelighed af noget så trivielt som at bo i en storby som London i forhold til at bo i en mindre by. Figur 7 viser den øgede risiko for en tidlig død i de beskrevne scenarier.

Figur 7: Er man bange for at forøge sin risiko for at dø tidligere end ellers, kan livet i en storby ikke anbefales. Foto: Unsplash.

Sandsynligheden, for en tidligere død ved noget så almindeligt som at bo i en storby, er næsten tre gange så stor, som hvis vi sammenligner med gruppen af oprydningsarbejdere, der fik de højeste strålingsdoser ved Tjernobyl-ulykken. Selv det at bo sammen med en ryger er farligere. En tommelfingerregel er, at hvis vi udsætter 100 mennesker for 100 mSv stråling, så vil 1 person ud af de 100 personer få en strålingsinduceret kræftsygdom senere i livet, men samtidig vil 42 personer fra samme gruppe få en kræftsygdom af andre årsager, som det fremgår af figur 8.

Figur 8: Giver vi 100 personer 100 mSv stråling, vil én af dem (farvet med rød) udvikle en strålingsinduceret kræftsygdom, 42 vil få kræft af andre årsager. Fra: Health risks from exposure to low level ionizing radiation, BEIR VII Phase 2.

Er der grund til at være bekymrede for den stråling i små doser, som vi møder i hverdagen? Vurder selv. Umiddelbart er det langt mere interessant og effektivt for verdenssundheden at finde årsagen til, hvorfor de 42 andre personer får kræft.

Det er også værd at huske på, at et niveau på 100 mSv om året allerede er en ret stor dosis, som ganske få af os overhovedet kommer i nærheden af. Selv ikke de evakuerede i forbindelse med ulykkerne i Tjernobyl og Fukushima var i nærheden af at få så store strålingsdoser. Beboere fra Pripyat, som blev evakueret i forbindelse med Tjernobyl-ulykken, fik i snit en dosis på 33 mSv. De evakuerede ved Fukushima-ulykken fik i en dosis i størrelsesordenen 0,05 mSv og 6 mSv det første år efter ulykken.

Strålingens særbehandling

Lave doser af stråling ser statistisk ikke ud til at være noget, vi skal bekymre os om, men på trods heraf, bliver alle niveauer af stråling i dag underlagt en særdeles streng regulering. En regulering, som går stik imod den klassiske læresætning indenfor toksikologien om, at det er dosis, som udgør giften. Af sætningen følger, at alt er giftigt for os mennesker, hvis bare dosis er høj nok.

Vi kan bruge ganske almindeligt postevand som eksempel: Det er ikke skadeligt for os at drikke et par glas vand per dag og over en uge at drikke 5 liter vand, men hvis vi drikker over 5 liter vand indenfor et par timer, så kan vi dø af det. Måden, hvorpå vi giver stråling særbehandling som værende ekstra farligt for os mennesker, gør langt mere skade end gavn. Grænseværdierne for stråling er i dag sat så lavt, at de har ødelagt og krævet tusindvis af menneskeliv. Langt flere menneskeliv end stråling ved selv de værste ulykker nogensinde ville kunne kræve.

For at ovenstående og givetvis kontroversielle påstande skal give mening, så bliver vi nødt til at grave ned i en af de mest omdiskuterede videnskabelige modeller til dato, en model, som den dag i dag ødelægger langt mere, end den gavner.

LNT-modellen – al stråling er skadelig

Når myndigheder i dag fastsætter grænseværdierne for strålingseksponering for folk i visse erhverv, hvor risikoen for bestråling er større, for eksempel personale i sundhedsvæsenet ved røntgen- eller strålebehandling eller, når der skal iværksættes beskyttelses procedurer efter radioaktive ulykker, anvendes den såkaldte ”linear no-threshold model”, eller blot LNT-modellen.

Ifølge LNT-modellen er der en lineær sammenhæng mellem den strålingsdosis, man får, og de stråleskader, man kan forvente. Det betyder, hvis en gruppe personer får en dobbelt så stor strålingsdosis som en anden gruppe, så ville man – jævnfør modellen – forvente at finde dobbelt så mange stråleskader. En grundantagelse i LNT-modellen er, at der sker skade uafhængigt af størrelsen af dosis, og uafhængigt af, om man får hele dosis på kort tid, eller spredt ud over en længere periode. Ifølge LNT-modellen findes der ikke nogen dosis, der er så lille, at den ikke har nogen effekt.

Oversat til forståeligt dansk med et metaforisk eksempel: LNT-modellen tager som udgangspunkt, at det er lige så skadeligt at spise én Panodil hver dag i 100 dage, som det er at spise 100 Panodiler på én dag. Vores lever kan sagtens klare 1 Panodil om dagen, selvom den dræber et par enkelte leverceller. Skaden er så lille, at leveren kan reparere sig selv. 100 Panodiler ødelægger derimod så mange celler på én gang, at leveren ikke kan reparere skaden igen. Modellen tager altså ikke højde for kroppens beskyttende biologiske respons, og ignorerer de forskellige reaktioner, som kroppen har på hhv. lave og høje stråledoser.

Bestrålede bananfluer

Fundamentet til LNT-modellen blev lagt af den amerikanske genetiker Hermann J. Muller. Han demonstrerede i 1927, at røntgenstråling ved en lav dosis kunne forårsage genetiske mutationer i kønscellerne hos bananfluer og på den måde skade bananfluernes afkom. Et forsøg, som han i 1946 blev tildelt en nobelpris for.

Iblandt Mullers kolleger var der dog stor bekymring omkring designet af hans studie, som havde en række metodiske fejl. Der var også den lille detalje, at den ”lave dosis”, som blev anvendt, var mange tusinde gange større end den baggrundsstråling, vi mennesker normalt udsættes for. I sin nobelpristale forklarede Muller, at der ikke findes nogen sikker strålingsdosis, på trods af, at flere studier faktiske viste det modsatte. Han valgte dermed også at ignorere et stort studie, der netop var blevet publiceret og understøttede, at der fandtes en tærskelværdi, hvorunder stråling var ufarligt.

Implementering af LNT-modellen var temmelig kontroversiel og mere baseret på ideologi end grundigt videnskabeligt arbejde, ligesom der i dag hersker tvivl om, hvor solid det datamateriale, som modellen bygger på, egentlig er.

Hiroshima og Nagasaki – LSS-Studiet

Et særligt vigtigt studie for implementeringen af LNT-modellen er et studie fra et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie – nemlig studiet af de overlevende fra atombomberne, som USA brugte i slutningen af 2. Verdenskrig mod Japan.

Studiet kaldes “The Life Span Study” eller LSS-studiet, og har siden 1950 fulgt 120.000 bestrålede overlevende japanere, godt 3.600 børn, der var fostre på det tidspunkt og 77.000 børn, der blev undfanget efter bomberne sprang. Deres helbred er nøje blevet overvåget gennem hele deres liv og sammenlignet med en stor kontrolgruppe (japanere, der boede i området, men ikke var tilstede under bombningerne) for på den måde at vurdere eventuelle ekstra skader, man kan kæde sammen med strålingen fra bomberne.

Den indsamlede data blev optegnet på en graf, som viste en lineær funktion over effekten af stråling på mennesker. Ved de høje stråledoser var sammenhængen klar, men jo lavere dosis blev, desto mere uklare blev datapunkternes angivelser. På trods heraf, blev data fra de høje doser ekstrapoleret helt ned til nul, og den linje, der udtrykker sammenhængen mellem stråling og biologisk effekt, blev sat til at skære grafens nulpunkt. Heraf fulgte det, at al stråling har en skadelig effekt: LNT-modellen var underbygget og samtidig blev frygten for lave stråledoser også legitimeret. Modellen ses på figur 9 nedenfor.

Figur 9: I LNT-modellen skæres nulpunktet, så enhver strålingsdosis har jævnfør modellen en skadelig effekt.

De andre store befolkningsstudier

LSS-studiet er imidlertid ikke det eneste studie, vi kan udtrække data fra. Der er igennem tiden blevet udført en lang række af disse store befolkningsstudier, hvor en klart defineret gruppe individer, som har været udsat for en bestemt påvirkning – her ioniserende stråling – blev fulgt op igennem livet. Gruppens udvikling, hvad angår sundhed og sygdom, sammenlignes så med en gruppe, der ikke blev udsat for samme påvirkning.

I figur 10 ses data fra en række af disse studier.

Figur 10: Øget relative risiko for udvikling af kræft i forhold til stråledosis. Fra: McLean AR et. al 2017.

Ved første øjekast kan det se lidt forvirrende ud, men hvis vi zoomer ind på området i grafen, der er helt nede i det venstre hjørne ved 0.1 Sievert (dvs. 100 mSv) på grafen, er usikkerheden på datapunkterne så stor, at de overlapper 0, og hvad betyder det så? Det betyder reelt set, at vi ikke kan konkludere, at der er en sammenhæng mellem den stråling, man modtager, og den virkning, som den strålingsdosis afleder. Der ses endda punkter, som ligger under x-aksen, og disse kan være et udtryk for en vis beskyttende effekt af lave stråledoser.

Vi skal altså over 100 mSv, før vi kan se en klar sammenhæng mellem strålingsdosis og skader som følge deraf. Netop effekten af disse højere doser stråling er veldokumenteret i litteraturen. Men hvad der egentlig sker ved de lave doser er uklart, og måske finder vi aldrig ud af det. At finde et præcist svar ville kræve, at vi udsætter en stor befolkningsgruppe for en lav dosis stråling, og sammenligner med en gruppe, som ikke får samme lave dosis. At få tilladelse til at udføre et sådanne kontrolleret forsøg kan godt blive en hård nød at knække og kan nok ikke passere en videnskabsetisk komité, og det at få samtykke fra alle deltagerne vil ganske enkelt være umuligt. Det er heller ikke muligt at opstille et sådant forsøg, hvor en stor befolkningsgruppe isoleres fra al stråling, da stråling – som tidligere nævnt – befinder sig overalt omkring os.

Men når det nu ikke er muligt at opstille et sådant forsøg, så må vi i stedet tænke kreativt. Der findes – som tidligere nævnt – områder på kloden, hvor baggrundsstrålingen er langt højere end de gennemsnitlige 3 mSv, vi får her i Danmark, og hvis al stråling er lineært skadeligt, ligesom LNT-modellen antager, så følger det jo af modellen, at de mennesker, som bor i et sådant område vil have højere forekomster af kræftsygdomme. Men har de nu også det? Lad os besøge nogle varme himmelstrøg.

Eksotiske destinationer – Yangjiang, Kerala, Guarapari og Ramsar

Vi starter vores rejse med en storbyferie i millionbyen Yangjiang i den sydlige del af Kina. Her får de lokale en årlig dosis stråling på ca. 6,4 mSv, dvs. 3,4 mSv mere end den gennemsnitlige baggrundsstråling i Danmark. På trods heraf er her ikke flere tilfælde af kræft, end hvis vi sammenligner med områder med et lavere niveau af stråling.

Nu går turen til Kerala i den sydvestlige del af Indien, og husk badetøjet, for området er berømt for Malabarkysten med glinsende strande og palmetræerne, som svajer i brisen. Strandene er også kendt for at have et højt indhold af mineralet monazit, som indeholder det radioaktive grundstof thorium. Strålingsniveauet varierer her kraftigt, men over 100.000 mennesker lever i områder, hvor den årlige dosis ligger på omkring 10-40 mSv. Heller ikke her observeres der imidlertid flere tilfælde af kræftsygdomme, og beboerne i Kerala har den samme risiko for at udvikle en kræftsygdom, som andre områder af Indien, hvor strålingsniveauet er 5-10 gange mindre.

Vi stiger endnu engang ombord på flyveren, og turen går denne gang til Brasilien, hvor det er tid til endnu en strandtur. Vi besøger nu Guarapari stranden, hvor den årlige stråledosis er omkring 70 mSv. Faktisk er strålingen i visse hotspots endnu højere og helt op til 56,21 µSv (mikrosievert) i timen, hvilket svarer til 493 mSv om året! På trods heraf, er stranden et populært turistmål, og de lokale besøger den ofte, fordi det varme sand siges at lindre smerter ved leddegigt. Heller ikke her observeres øget dødelighed som følge af kræftsygdomme.

For sidste gang pakker vi kufferten, og flyver nu til Irans hovedstad Teheran. Herfra kører vi godt 200 km nordpå, indtil vi ender ved det Kaspiske hav i byen Ramsar også kaldet Irans nordlige perle. Ramsar er ligeledes et populært turistområde, kendt for dets rekreative varme kilder, men Ramsar er også kendt blandt strålingseksperter for at være det område i verden, som har det højeste niveau af baggrundsstråling. En lille del af lokalbefolkningen modtager her strålingsdoser, helt op til svimlende 260 mSv om året. De bliver altså hvert år badet i ioniserende stråling i en mængde helt op til 13 gange den årlige grænseværdi for ansatte i atomindustrien, og mange af dem har boet her i generationer.

Her vi da kunne observere en højere forekomst af kræftsygdomme?

Svaret er igen et overraskende nej.

Figur 11: Yangjiang, Kerala, Guarapari og Ramsar er populære turistmål, hvor man kan nyde mere end blot solens stråler. Foto: Timetravel, Wikipedia og Tripadvisor.

Hvad kan vi tage med os fra denne strålingsrejse? Udover lokale souvenirs og lidt kulør på kroppen, så ser det altså ud til, at stråling op til 100 gange den gennemsnitlige baggrundsstråling ikke ser ud til at øge forekomsten af kræftsygdomme. Faktisk viser et studie af over 320 millioner amerikanere, at de mennesker, som lever i områder med et højere niveau baggrundsstråling lever op til 2,5 år længere og har færre kræftsygdomme, herunder lungekræft, bugspytkirtelkræft, og tyktarmskræft, sammenlignet med dem, som lever i områder med mindre stråling.

Destination: Tjernobyl

Inden vi helt pakker kufferten sammen, skal vi besøge et lidt atypisk, men stadig vældigt populært turistmål. Vi tager en tur til det nordlige Ukraine, og besøger området omkring den ødelagte reaktor nummer 4 ved Tjernobyl-værket. Området betragtes af mange som et ubeboeligt dødemandsland, og at det vil fortsætte med at være således i mange tusinde år i fremtiden.

Reaktor nummer 4 var den ene ud af seks reaktorer på værket. Den nedsmeltede og blev totalt ødelagt ved ulykken i 1986. Det betød dog ikke, at værkets resterende reaktorer blev lukket ned af den årsag. Reaktor 1, 2 og 3 fortsatte driften, mens reaktor 5 og 6 hverken blev færdiggjort eller taget i drift. Den sidste reaktor blev således først taget ud af drift i december 2000, 14 år efter ulykken i reaktor 4. Trods myndighedernes advarsler flyttede mange ældre borgere, babusjkaerne efter få uger tilbage til deres gårde, hvor de stadig bor den dag i dag. De bor i den lukkede zone og ser ud til at leve længere end deres naboer, som flyttede ud og ikke vendte tilbage. Den lukkede zone er i dag et paradis for vilde dyr som ulve, bisoner, bjørne, heste og mange andre dyr, som nyder freden væk fra mennesker.

Men hvordan er niveauet af stråling?

Figur 12: Niveauet af stråling omkring Tjernobyl-værket (mikrosievert i timen, µSv/h). Foto/grafik: BBC, University of Georgia og University of Portsmouth, Det Ukrainske Forskningsinstitut for Landbrugsradiologi, Volodymyr Repik/Associated Press.

I store områder er strålingsniveauet sammenligneligt med beboede områder her i Europa. I Danmark er det i snit 0,34 µSv/h, i Sydsverige 0,57-1,14 µSv/h og i det nordlige Spanien over 1,14 µSv/h. Der findes også ”hotspots”, hvor niveauet er højt. Den røde skov er et af disse områder, som pga. vindretningen modtog en stor del af nedfaldet ved ulykken.

Trodser vi skiltene med advarsler om stråling og går en tur i skoven alligevel, så er niveauet af stråling i den røde skov omkring 35-40 µSv/h. Vælger vi i stedet at tage badetøj på, købe en softice og nyde solens stråler nede på Guarapari-stranden i Brasilien, så bliver vi her mødt af det samme (eller lidt højere) niveau af stråling, som i den røde skov. Det skal dog nævnes, at der meget lokalt i området kan være et højere strålingsniveau, som f.eks. ved et anlæg anvendt til at rense jord for udslynget reaktorbrændsel. Ved dette anlæg kan der stadig måles stråledoser op til 1.2 mSv/h (millisievert i timen). Her kan vi således modtage hvad der svarer til den årlige baggrundsstråling på et par timer.

De radioaktive lejligheder

At få godkendelse til at lave forsøg med at udsætte mennesker, dvs. større befolkningsgrupper frivilligt for stråling, det får vi nok aldrig. Men hvad hvis vi nu kom til det ved et uheld? Et sådan forsøg blev ufrivilligt gennemført i Taiwan i starten af 80’erne. Her blev stål ved et uheld kontamineret med radioaktivt kobolt-60, og efterfølgende brugt i byggeriet af over 180 bygninger, herunder 1.700 lejligheder, skoler og små forretninger.

Radioaktivt stål blev anvendt til opførelsen af over 1.700 lejligheder, skoler og forretninger i Taiwan i start 80’erne. Foto: Michael Frizell

Over 10.000 mennesker blev uvidende udsat for ca. 400 mSv stråling over 9-20 år, og først da myndighederne blev klar over fejlen, blev beboerne straks evakueret. Der blev efterfølgende iværksat grundige helbredsundersøgelser, og udviklingen i beboernes helbred og sundhed blev nøje undersøgt sammenlignet med landsgennemsnittet. I perioden 1983-2002 var den landsgennemsnitlige kræftdødelighed i Taiwan 116 dødsfald pr. 100.000 person-år.

For beboerne i de radioaktive lejligheder var dødeligheden kun 3.5 dødsfald pr. 100.000 person-år, eller hvad der således svarer til 3 % af landsgennemsnittet. Antallet af børn født med fødselsdefekter var også kun 6.5 % af landsgennemsnittet. De overraskende resultater af studiet ses i figur 13 og 14.

Figur 13 og 14: Sammenligning mellem den eksponerede og ikke eksponerede befolkning. Fra: W. L. Chen et al. 2007.

Måske er det på tide, at vi begynder at tænke på stråling på samme måde, som vi gør med solens stråler. Sol i moderate mængder er gavnligt for os, mens for meget sol giver os forbrændinger og øger risikoen for at få hudkræft. På samme måde kan stråling i lave dosis-mængder måske træne vores kroppes forsvar mod de over 10.000 normalt forekommende skader i vores DNA, vi alle udsættes for hver evig eneste dag fra naturlige påvirkninger, herunder strålingen omkring os. Reparationsmekanismer som LNT-modellen antager slet ikke eksisterer, men som de tre videnskabsfolk Thomas Lindahl, Paul Modrich og Aziz Sancar i 2015 blev tildelt nobelprisen i kemi for at kortlægge.

Genetiske mutationer og misdannede børn

Muller startede i 1927 balladen med sit forsøg på bananfluer og påstanden om, ”at der ikke fandtes nogen sikker dosis af stråling”. Det har siden vist sig, at en lav stråledosis på bananfluer faktisk har en beskyttende effekt, når der kommer til antal mutationer i deres afkom. Muller var meget optaget af idéen om, at genetiske mutationer ikke skulle bringes videre til de næste generationer, og han udtalte i 1946 efter at have modtaget sin nobelpris, at:

Det ville være heldigt, hvis alle dem som blev udsat for en atomeksplosion (som befolkningen i Hiroshima og Nagasaki) blev gjort permanent sterile.

Muller, 1946

Det var de nok blevet ret kede af i Japan, for det viste sig, at der i tiden efter ikke blev observeret nogle arvelige effekter eller øgede forekomster af fødselsdefekter som følge af strålingen, og stråling har, på trods af hvad de fleste mennesker tror, aldrig vist arvelige effekter i mennesker. Ikke i Japan efter bomberne og heller hos efterkommerne af oprydningsarbejderne ved Tjernobyl-ulykken. Myten om stråling og misdannede børn er desværre særdeles sejlivet. Det på trods af at selv Sundhedsstyrelsen forsøger at banke den i jorden. De skriver:

Arvelige effekter af ioniserende stråling er aldrig blevet påvist hos mennesker. Selv om en person udsættes for en høj stråledosis, er der således ingen kendt risiko for skader på personens fremtidige børn.

Sundhedsstyrelsen, 2022

Det er særdeles heldigt, for vi bruger stråling i store doser til at behandle blandt andet børn og unge med kræft, der senere hen i livet gerne selv vil have børn.

Når overforsigtighed koster liv

Vi har nu hængt fast i LNT-modellen i over 70 år, og den har efterhånden fået banket mange søm i kistelåget. Flere forskere mener, at der i høj grad er brug for en alternativ model, og at ny data slet ikke understøtter modellen.

Det er på høje tid, at vi gør op med og får omskrevet modellens antagelser for stråleskader ved lave doser af stråling. Men hvorfor egentlig? Hvorfor ikke blot fortsætte med at beskytte folk fra lave stråledoser?

Svaret er simpelt: LNT-modellen har kostet mange flere liv, end den har reddet. Modellen har gjort mere skade end gavn, og den er i dag stadig en kilde til menneskelig ulykke. Som for eksempel i Japan i 2011, hvor tre reaktorer på Fukushima-værket blev ødelagt som følge af en enorm flodbølge, der fulgte i hælene på verdens fjerde største registrerede jordskælv. Strålingen, der blev frigivet ved ulykken, fik ikke nogle negative sundhedsmæssige konsekvenser for befolkningen.

Ingen er døde eller er i risiko for at dø, som følge af strålingen, hvilket igen blev understreget i 2020 af FN’s ekspertpanel UNSCEAR. Beboerne fik stråledoser det første år efter ulykken i størrelsesordenen 0,5-6 mSv. Der er rigtigt langt herfra og op til de 100 mSv, hvor vi som sagt kan registrere negative helbredsmæssige effekter af stråling. I modsætning til strålingen, så fik de menneskeskabte reaktioner derimod dødelige konsekvenser. I forbindelse med ulykken blev over 160.000 mennesker evakueret, og denne evakuering kostede over 2000 mennesker livet.

Det var en evakuering, som slet ikke var nødvendig. En indbygger i de mest kontaminerede områder af Fukushima-præfekturet ville, hvis de var blevet, hvor de var, opnå et forventet tab af levealder som følge af strålingen, der er mindre end det en indbygger i en storby har på grund af luftforurening. Her ti år senere, har over 35.000 mennesker stadig ikke fået lov til at vende tilbage. De bliver holdt væk pga. et strålingsniveau, der helbredsmæssigt er mindre skadelig end luftforureningen i Tokyo.

Den japanske regering har nemlig sat en yderst konservativ grænse på 1 mSv som grænseværdi for, hvor meget ekstra stråling udover baggrundsstrålingen, beboerne maksimalt må blive udsat for om året. Det endda i et land, hvor baggrundsstrålingen kun er på 1,5 mSv om året. Halvdelen af hvad den er i Danmark. I forsøget på at undgå eksponering af minimale stråledoser, gør vi langt mere skade end gavn. Langt mere skade end den, strålingen overhovedet kan give anledning til. LNT-modellens forudsigelser ved lave stråledoser ødelægger og tager derfor liv.

Efter Fukushima-ulykken oplevede vi 0 dødsfald som følge af udsættelse for ioniserende stråling fra atomkraft. Omvendt døde over 2.000 af den senere påviste unødvendige evakuering. Helt op mod 20.000 mistede livet som følge af jordskælvet og den senere tsunami.

En verden fuld af farer

Vi mennesker lever i en verden fuld af farer. Vi er omgivet af dem hver dag, de er inden for vores synsfelt og rækkevidde, men vi ser dem ikke længere. Usund livsstil med tvivlsom kost, alkohol og rygning. Inaktivitet og livet foran skærmene, eller hvis vi vover os udenfor, farerne ved storbyernes luftforurening eller at krydse noget så almindeligt som en trafikeret vej. Vi cykler uden cykelhjelm, fordi det ødelægger frisuren, eller glemmer at smøre os ordentligt ind i solcreme, når vi er på stranden.

Alt sammen langt større trusler mod vores sundhed og helbred, end noget niveau af stråling, vi kan møde i den verden, vi lever i, vil kunne udgøre. Selv ved en ulykke som Fukushima-ulykken, hvor ikke én døde eller er i fare for det som følge af stråling, på trods af at hele tre reaktorer nedsmeltede. Vi skal tilmed helt ind i reaktorbygningerne, før vi bliver mødt at strålingsniveauer, der bliver problematiske for os og vores helbred.

Bekymringen for stråling, og vores tvivlsomme evne til at risikovurdere, gør os ikke i stand til at se de reelle farer omkring os, som f.eks. afbrændingen af kul, olie og gas, der hvert år dræber 8.700.000 mennesker globalt set. En afbrænding, som også accelererer den truende klimakrise. Når det kommer til stråling, har vi ikke meget at frygte. Strålingen er en del af os, strålingen er overalt, den har altid været her og vil være her længe efter, at vi er væk.

Det er på tide, at vi lærer at forstå at leve med den.

Forfatter

Facebook
Twitter
LinkedIn