Danmarks reelle CO2 udledning er steget med 5 % siden 1990.

Theis Palm

Theis Palm

Formand og talsmand
Danmarks reelle CO2 udledning er næsten dobbelt så stor, som det officielle regnskab viser. | 70%-målet overfører størstedelen af dansk CO2-udledning til andre landes regnskaber, uden at skabe reelle reduktioner. | Hvis Danmark skal være klimaleder, bør vi revidere opgørelsesmetoden

Hvad er grønt udenpå, men kulsort indeni? Det er Danmark.

Det viser sig nemlig, at det officielle danske CO2-regnskab snyder, da store mængder CO2 ikke tælles med. Det officielle regnskab påstår at Danmark har reduceret sin CO2-udledning med 32 % siden 1990, men det officielle regnskab er misvisende, da det ikke inkluderer CO2 fra biomasse (primært træ-afbrænding) og importvarer. Når man inkluderer CO2 fra biomasse og importvarer, så udledes der næsten dobbelt så meget CO2, som det officielle regnskab påstår:

Når man således regner det hele med ses det, at CO2-udledningen er steget 5% i fra 1990 til 2018, hvilket er i slående kontrast til den officielle fortælling om Danmark som klimaleder.

Konsekvensen er at Danmarks ambitiøse 70 % reduktionsmål ikke skaber reelle CO2-reduktioner, men blot overfører udledning til udlandets regnskaber. EU kommissionens præsident, Ursula Von Der Leyen sagde til World Economic Forum i Davos om CO2 i importvarer:

“Det giver ikke mening blot at reducere CO2 udledningen hjemme, hvis vi forøger importen af CO2 fra udlandet. Det er ikke blot et klimaspørgsmål; det også et rimelighedsspørgsmål”[2].

William Moomaw, en af hovedforfatterne på IPCC’s klimarapporter udtalte i efteråret til TV2 om Danmarks regnskab, hvor biomasse regnes som CO2-neutralt:

“Det svarer til bogføringssvindel. Hvis man havde et selskab og lod være med at bogføre gælden, så ville det være svindel. Det er det samme, Danmark gør, siger han.”[3].

Moomaw bakkes op af 800 forskere fra hele Verden, som har skrevet et åbent brev til EU’s ledere, i håbet om at stoppe biomasse-angrebet på Klimaet[4][5]. Listen inkluderer mange af verdens mest prominente klimaforskere fra Oxford til Berkeley.

Hvorfor regner Danmark ikke det hele med? Giver det mening eller er det taltricks?

Der er intet logisk argument for at CO2 fra biomasse og importvarer ikke skal tælles med. Biomasse-lobbyister vil sige at biomasse er CO2 neutralt, fordi et andet træ jo vokser op igen, og binder CO2-‘en der blev udledt, da det første blev brændt.

EASAC, en af Europas mest toneangivende forskningssamarbejder er dog lodret uenige, og anfører at: 1) Elektricitet eller varme produceret ved afbrænding af biomasse udleder mere CO2, end elektricitet og strøm produceret med kul. 2) Der er ingen garanti for at træet bliver plantet igen, og hvis det gør vil det typisk tage 50-100 år, før at det nye træ har bundet samme mængde CO2, som træet man fældede og brændte. Sådanne tilbagebetalingstider er fuldstændigt uacceptable i henhold til de tidsfrister for CO2 reduktion som IPCC har opstillet. Med rette sammenligner EASAC derfor biomasse med at tage et uansvarligt CO2-lån, når man allerede har enorm CO2-gæld[6]. En dybt forgældet person ville aldrig kunne gå ned i banken og låne penge til en dårlig investering, og da slet ikke, hvis det var højest usikkert om pengene nogensinde ville blive betalt tilbage.

Omfattende anvendelse af importeret biomasse er også yderst problematisk for miljøet: Biomasse er en ekstremt arealintensiv energikilde. Hvert år fældes et skovareal på 21432 km2 (svarende til halvdelen af Danmarks areal) for at forsyne Danmark med vores nuværende forbrug biomasse[7]. Danmark og Europas enorme forbrug af biomasse konkurrerer derfor i stigende grad med landbrug og natur om den begrænsede mængde frugtbar jord på Planeten. En energikilde der både udleder CO2 og ligger pres på fødevarepriser og økosystemer er ikke grøn.

Outsourcing af produktion til Kina og følgende import af varer fra den anden side af Jorden er selvfølgelig heller ikke CO2-neutralt. Faktisk har kinesiske importvarer ofte et højere CO2-aftryk end europæiske producere varer: Container-skibene der fragter varerne udleder CO2, og varerne produceres med kinesisk elektricitet, der udleder dobbelt så meget CO2 per KWh, som Europas[8].

Man kan give den misvisende officielle opgørelse et reality check ved at overveje følgende tankeeksempel:

Ifølge den officielle opgørelsesmetode, ville Danmark blive CO2-neutralt, hvis al vores energi kom fra at brænde russisk træ, og hvis vi udelukkende forbrugte kinesiske importvarer.

Dette ville selvfølgelig ikke være en CO2-neutral samfundsindretning, det russiske træ og de kinesiske varer udleder jo CO2. Eksemplet er tænkt, men fremdrager essensen af problemet: Hvis det ikke ville være logisk at følge regnemetoden helt, er det heller ikke logisk at følge den halvt. Vi accepterer lige nu en grad af noget grundlæggende uholdbart.

Kyoto-regnskabets opgørelse af CO2-udledning
Ræsonnementet bag Danmarks misvisende regnskab skal findes i Kyoto-protokollen fra 1997, hvori man valgte at opgøre CO2 ud fra hvor meget CO2 der udledes fra produktion indenfor et lands grænser, kaldet territoriale udledninger. Det lyder umiddelbart meget fornuftigt, men problemet opstår, når landene handler meget med hinanden, og fører forskellige klimapolitikker.

Hvis Danmark har en høj CO2-afgift på fossil energi, og Kina ikke har nogen, betyder det at CO2-intensiv produktion flytter til Kina, i den globaliserede verdensøkonomi. Kinas udledning stiger så, når Danmarks falder, og den samlede CO2-udledning er uændret. Det er som at klemme på en ballon; luften forsvinder ikke, den presses blot et andet sted hen. Kyoto-definitionerne regner på denne måde det globale regnskab korrekt, men det nationale regnskab forkert.

This image has an empty alt attribute; its file name is ballon-3.png

Man kan se landenes konkrete CO2-import og CO2-export på linket til Our World in Data nedenfor. Trenden er typisk at lande med stor fremstillingsindustri er CO2-eksportører, hvor rige lande med CO2-afgifter er CO2-importører. Afrika er stor CO2-importør i kraft af dets afhængighed af billige importvarer fra Asien og fravær af indenlandsk fremstillingsindustri.

Af disse årsager peger de fleste eksperter på at det ville være mere retvisende at opgøre CO2-regnskaberne ud fra hvor meget der forbruges i landene. Fra et etisk perspektiv må man erkende at forbrugeren der får glæden af slutproduktet også er ansvarlig for den CO2 det udleder. De fattige kinesere producerer det kun, fordi vi efterspørger det. Derudover ville det give de enkelte lande bedre styring og overblik til at foretage reelle reduktioner, som ikke blot siver ud andetsteds.

Biomassen I Kyoto-regnskabet
I følge Kyoto-definitionerne tælles CO2 fra biomasse ligesom importvarer med i det producerende lands regnskab, og ikke det forbrugende lands regnskab. Hvis et træ fældes i Sverige og brændes i Danske kraftværker, tæller det i Sveriges regnskab. Der er tre problemer med dette.

For det første er det ulogisk og rodet i forhold til Kyoto-protokollens egen opgørelsesmetode, hvor CO2-udledning fra brændstoffer som kul, olie og gas regnes med i det land som forbruger brændstoffer, og ikke landene der producerer dem. CO2’en der udledes, når norskproduceret olie brændes i Danmark, tæller i Danmarks regnskab, men det nøjagtigt modsatte gør sig gældende for svenskproduceret træ. Den CO2-tunge biomasse får altså en uberettiget særbehandling sammenlignet med andre energikilder.

For det andet er mange af verdens lande (eksempelvis USA & Canada) slet ikke med i Kyoto-protokollen, eller kun halvhjertet med, og følger ikke samtlige regler. Når Danmark brænder amerikansk biomasse opgøres CO2’en derfor ingen steder. Pist forvundet i Kyoto-regnskabet, men ikke i klimaregnskabet.

For det tredje er mange af verdens lande ret ligeglade med klimaet, og har derfor intet imod at fælde en masse træ og eksportere det, selvom at det øger deres nationale CO2-udledning. Her kan man for eksempel tage Rusland, der ikke har bindende reduktionsmål, og som eksporterer masser af brænde til Europa, der villigt brænder træ i klimaets navn, under henvisning til Kyoto-definitionerne.

Slutteligt bryder behandlingen af biomasse med polluter paysprincippet; det bør være dem hvis forbrug forurener, som skal betale regningen for forureningen.

Hvordan blev og forblev Kyoto-metoden så meningsløs?

Man kan undre sig over at et samarbejde med alverdens lande og eksperter har resulteret i en regnskabsmetode, der er har så tydelige udfordringer. Så hvad forklarer at vi ikke har opdateret regnemetoden, i takt med at vi er blevet dygtigere? Primært Politik.

I 1997 var regnekraften og klimakundskaben i Verden ikke ligeså stor. Derfor valgte man en regnskabsmetode der tager udgangspunkt i et produktionsbaseret regnskab frem for et forbrugsbaseret regnskab, da produktionsudledninger er nemmere at regne ud. Det produktionsbaserede regnskab udregnes ved at opgøre mængder af fossil energi (og dermed CO2) det kræver at producere samtlige varer og tjenester i landet. Yderligere inkluderes CO2 fra landbrug og spildevandsbehandling. Man ser bort fra at importvarer har et CO2-aftryk, som i stedet er inkluderet i eksportlandets regnskab (igennem deres forbrug af fossil energi), og afbrænding af biomasse tælles ikke med.

Det forbrugsbaserede regnskab indeholder de samme data som det produktionsbaserede regnskab, men der korrigeres for import og eksport af varer, således at importvarer tæller med i det nationale regnskab og eksportvarer ikke tælles med i det nationale regnskab, men i importlandets regnskab. Hvis Kina eksempelvis brænder 1 million tons kul for at producere 1 million iphones der alle sælges i Danmark, tæller udledningen i Danmarks regnskab. Og hvis Danmark forbruger 1 million tons kul for at producere 1000 vindmøller og eksporterer dem til Kina, tæller de med i Kinas regnskab. Den famøse biomasse tæller ikke med i nogen af regnskaberne.

Vi har I mange år været i stand til at opgøre forbrugsudledningen ligeså præcist. Eksempelvis laver det omfattende Global Carbon Project regnskaber af høj kvalitet, som ligger til grund for denne artikels udregninger.

Så skulle man tro at vi tog kundskaben i brug og reviderede CO2-regnskaberne men nej, det er her politik kommer ind i billedet:

Internationale aftaler tenderer til at være sticky; når først de er indgået er de svære at ændre substantielt, simpelthen fordi aftalerne indbefatter så mange forskellige aktører, med vidt forskellige interesser, at der er svært at nå til enighed om at ændre status quo. Yderligere får CO2-regnskaberne (hvor uhensigtsmæssige de end måtte være) en aura af legitimitet , når store internationalt respekterede institutioner som FN og EU vælger at anvende regnskabsmetoderne. Alt dette ved store virksomheder godt, og derfor er Klimatopmøder formidable lobby-fester, da de tilbyder en unik mulighed for at fastlåse politikker og definitioner i lang tid. Problemet er at lobbyisme som regel producerer politiske udfald, der er nyttige for økonomiske særinteresser, men ufordelagtige for både samfund og klima

Yderligere har opgørelsesmetoden i sig selv haft en fastlåsende effekt: Klimaivrige lande og virksomheder har foretaget investeringer i henhold til den gamle regnemetode. Eksempelvis har Danmark investeret milliarder i omstilling fra kulkraftværker til biomassekraftværker, store investeringer, der tager årtier at afskrive. Det giver naturligvis store økonomiske incitamenter for lobbyorganisationen Dansk Energi, til at sende sin hær af lobbyister ind i Folketinget, for at bevare det skadelige status quo, så dets medlemmer fortsat kan få statsstøtte til at brænde træ i deres dyre ovne.

Danmarks politiske klasse har ligeledes taget sig selv som gidsel, idet de har lovet de klimaivrige vælgere en stor 70 % reduktion i henhold til kyoto-definitionen. Det er betydeligt nemmere at opnå en “70 % reduktion”, når man kan sminke regnskaber med biomasse og outsourcing. En reel reduktion på 70 % i 2030 ville have massive omkostninger. Der ville lyde et ramaskrig fra velfærdstatens store klientgrupper, når klimasparekniven må svinges over sundhedssystemet, uddannelsessystemet og overførselsindkomsterne. Politikerne ville være tvunget til sigte efter mindre bombastiske CO2-reduktioner, og dermed befinde sig i en anden politisk kattepine ovenpå “klimavalget”. Selvfølgelig har Dan Jørgensen og de andre levebrødspolitikere ingen interesse i at skifte til det retvisende regnskab, som gør det umuligt at levere på valgløfterne. I stedet håber de at vælgerne aldrig dykker ned i substansen og glæder sig over falske reduktioner. Denne dynamik er ikke særligt dansk, men gør sig gældende for de fleste rige lande, som har kunnet skabe “reduktioner” gennem outsourcing af produktion til Kina & co.

Ærlighed og atomkraft er vejen frem for klimaet
Vi styrer efter en klimapervers performanceindikator, som i sidste ende blot flytter en konstant mængde CO2 rundt i regnskaber, frem for at reducere den. I Danmark er vi “grønne”, men det er vi kun fordi vi betaler andre lande for ikke at være det. Vi har klimablod på vores grønne hænder. Det er trist at diverse miljøorganisationer og partier har sat et 70 % mål, uden at kræve at denne reduktion måles på en klimaklog måde, der inkluderer CO2 fra træ-afbrænding og outsourcing af CO2. Når politikere og miljøorganisationer holder i fast det nuværende dysfunktionelle CO2-regnskab, fastholder de ligeledes danskerne i en illusion om faste årlige CO2-reduktioner.

Det er på tide at Danmark løfter blikket fra sin klimapopulistiske navle, og træder i karakter som grøn vindernation. Det gør vi ved at anlægge et globalt syn på klimaforandringerne, og erkende at CO2 har effekt uanset hvor den udledes, hvilket vores CO2-regnskab selvfølgelig skal afspejle. Klimapolitik skal ikke handle om at vi skal føle os grønne og høste international ros på et tvivlsomt grundlag. Det handler om at redde planeten. Foreningen Atomkraft Ja Tak vil gerne omskrive historien om Danmark som det grønne land – både udenpå og indeni. I Niels Bohrs ånd ønsker vi at Danmark skal anvende atomets enorme mængder ren og pålidelig energi, til at lave meningsfuld forandring.

En stor del af Danmarks afbrænding af biomasse, kul og gas går til at producere fjernvarme, denne fjernvarme kunne nemt produceres med simple varmeproducerende atomreaktorer. Atomdrevet fjernvarme er CO2-neutral, og har et nærmest ikke eksisterende land – og naturressource forbrug. Yderligere ville det være mange gange billigere end biomasse og kræver ingen statsstøtte.

Og hvad med Danmarks verdenskendte vindenergi, som mange tænker spiller en central rolle i vores CO2-reduktion?

Faktisk er der ingen grund til at forgude de hvide, bevingede kæmper. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) og Energistyrelsen dækker vind og sol i virkeligheden blot 8% af vores energiforsyning, resten af den “vedvarende energi” er biomasse og lidt affaldsafbrænding[9][10]. Forbrændingskraftværkerne er i dag nødvendige for Danmark, da vindenergi ikke er pålidelig, og vi har brug for strøm hele tiden. Vindenergi vil sandsynligvis aldrig kunne erstatte biomasse, kul og gas, da elektricitet er notorisk svær, dyr og ressourcekrævende at gemme. Atomkraftværker producerer derimod pålidelig elektricitet uden CO2, der vil kunne erstatte de dyre og beskidte biomassekraftværker på 10-15 år.

Når vi kigger ud i verden, ser vi at atomkraftlandene har de reneste energisystemer. Hvor Danmark får blot 8 % af sin energi fra rene kilder, er tallet knap 50 % for Frankrig, 43 % Sverige og 40 % I Schweiz[11]. I alle tre lande er atomkraft den suverænt største bidragsyder, efterfulgt af vandkraft. Ingen lande får betydelige mængder energi fra vindenergi. Selv i forblæste og vindglade Danmark vokser vindenergiens andel med blot 0.5 procentpoint om året. At gå fra 8 % til 100 % vind i Danmark vil således tage 192 år. Tid som vi ikke har. Vores dogmer og statistiske krumspring ændrer ikke på den observerbare virkelighed: Verden har mere end nogensinde før brug for atomets energi.

Referencer
  1. Reel CO2 udledning. Tallet er udregnet ved at tage det officielle CO2-regnskab uden biomasse fra Danmarks Statistik, og gange det importfaktoren fra Our World in Data (Baseret på Global Carbon Project 2018). Herefter er CO2-udledningen fra biomassen lagt til. I DST Statbank er valgt indikatoren “DRIVHUS” på link: Danmarks Statistik
    CO2 Importfaktor: Our World in Data
  2. Financial times 2020: “Davos 2020: Ursula von der Leyen warns China to price carbon or face tax”. Folketinget
  3. TV2 Nyheder 2019: “Danmarks klimaregnskab er svindel, lyder kritik fra internationale forskere”.
    Nyhederne TV2
  4. The Guardian 2017: “EU most not burn the World’s forests for renewable energy”.
    The Guardian
  5. Vox 2019: “Europe’s renewable energy policy is built on burning American trees”.
    Vox
  6. EASAC 2018: “Commentary on Forest Bioenergy and Carbon Neutrality”. Notat baseret på en større rapport. European Academies’ Science Advisory Council
  7. Egen udregning af landforbrug for dansk biomasse. Når affaldsafbrænding trækkes fra, producerer Danmark 3924 ktoe svarende 45.6 TWh fra biomasse. Biomasse kræver 470 km2/TWh: Sciencedirect
    45.6* 470 = 21432 km2 til at producere Danmark nuværende forbrug af biomasse. Hvilket svarer til 50 % af Danmarks landareal. Andele af biomasse vs. skrald i IEA’s statistik “biomass & waste” fundet i: Danmarks Statistik
    Samlede tal for “biomass & waste” stammer fra Det Internationale Energiagentur. vælge TPES by source: International Energy Agency
  8. Climate Transparency Initiative 2020: “Sectors”.
    Climate Transparency Initiative
  9. Det Internationale Energiagentur: ” Vælg indikatoren: “TPES by Source”.
    International Energy Agency
  10. Energistyrelsen: “Energistatistik 2018”
    Energistyrelsen
  11. Det International Energiagentur. Vælg landene og vælg indikatoren: “TPES by Source”.
    International Energy Agency
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn